Femte gang for Linkin Park

Linkin Parks sidste album A Thousand Suns var et bevidst forsøg på at forny sig og skabe helt nye lyde. Bandet var begejstrede for deres fjerde album, men det samme var ikke tilfældet for alle fans, der følte, at bandets "konceptalbum" adskilte sig for meget fra Linkin Parks originale lyd. To år efter er bandet klar med albummet Living Things, der ifølge Mike Shinoda vender tilbage til bandets rødder.

Det var ikke alle jeres fans, der var lige begejstrede for jeres sidste album. Laver I album for at tilfredsstille jeres fans eller jer selv?

Mike: –Vi var klar over, at vi kunne miste fans med vores sidste album. Men jeg talte for nylig med min ven Ryan, som er en kæmpe Metallica-fan. Metallica har gennemlevet mange forskellige faser i deres karriere, og Ryan synes ikke nødvendigvis om dem alle sammen, men han er stadig fan. Man behøver ikke nødvendigvis at miste fans, når man tager nogle chancer. Vi måtte tage skridtet og lave det album. Vi vidste, at det ville polarisere vores fans. Vi mistede fans, men fik vi også nye fans.

Du har nævnt, at med Living Things vender I tilbage til jeres rødder. Vil du beskrive jeres femte album således? 

Mike: – Jeg anser det for at være som med en redskabskasse. Vi har forsøgt at undgå at bruge de redskaber, vi brugte til at lave vores første to plader i meget lang tid. For mig handler det om, at jeg ikke er tilfreds med at skrive en sang, der har det samme plot eller kører i samme rille som vores gamle sange. Det ville være dovent. Vi skal lave noget, vi ikke har lavet før.

Dave: – Sjælen og energien i dette album føles mere som vores første to albums, Hybrid Theory og Meteora. Det er måske derfor, vi taler om at vende tilbage til vores rødder.

Chester fortalte, hvordan han græd af glæde, da han spillede Breaking The Habit fra Meteora første gang. Var der en sang på dette album, der skilte sig markant ud fra de andre for jer personligt?

Dave: – Der er altid sange, der skiller sig ud fra mængden og de ender med at blive de bærende elementer for et album. De bliver altafgørende for resten af albummets lyd. For mig var det Roads Untravelled, der skilte sig ud. Der er et definerende øjeblik i sangen, som til at begynde med blev sunget af Mike, men som nu synges af Chester: "There is a seat alongside of me". Det er en linje, som fuldkommen ændrer stemningen i sangen, for hele vejen igennem sangen er den virkelig...

Mike: – Trist.

Dave: Ja, trist og det blev en utroligt personlig sang, som gjorde dybt indtryk på mig.

Man kunne næsten kalde den for romantisk. Og I plejer ikke rigtigt at være romantiske.

Dave: –Jeg er frygteligt romantisk.

Mike: – Jeg vidste, at man ville forvente, at teksten ville forblive trist, fordi den lægger sådan ud. I andet vers bliver det endnu værre. Jeg tænkte specifikt på nogle af mine venners personlige oplevelser, som har været ganske forfærdelige. Ind imellem skriver man om sig selv, og andre gange er det om andre mennesker. Jeg er ret privat, så jeg snakker ikke åbent om sådanne ting. Men ind imellem har man lyst til at skrive en sang til en ven og udtrykke ting til vedkommende på en måde, som er bedre, end hvis man bare sagde det til dem.

Læs et længere interview i GAFFA juli, der er på gaden 29. juni.