Mød Turboweekend, Linkin Park, Scissor Sisters og mange flere – og læs om den nye dansksprogede bølge og verdens største bands, der floppede
Så er årets syvende GAFFA på gaden. 68 sider sprængfyldt med interviews, features, anmeldelser, nyheder og livekalender.
Månedens hovedhistorie gælder Turboweekend, der er tilbage med deres tredje album, "Fault Lines" og for alvor har fokus på det internationale gennembrud. Vi har mødt bandet, der har spillet sammen siden teenageårene.
Scissor Sisters er aktuelle med deres fjerde album, "Magic Hour" – og insisterer stadig på at holde popfanen højt.
Linkin Park er klar med deres femte album, "Living Things", der trækker tråde tilbage til gruppens to første plader. Vi har mødt dem på hjemmebane i L.A.
Den dansksprogede bølge skvulper igen – denne gang blandt andet med grupper som Ulige Numre, Rum 37 og Mellemblond. Vi har talt med dem om at skrive sange på dansk.
Verdens største band – i 15 minutter. De var spået storhed, men tabte det hele på gulvet. Vi har kigget nærmere på fem danske og fem internationale bands, der faldt fra tinderne – fra DeFilm til Kula Shaker.
Du kan også møde Jodie Marie, Jonas Alaska, Lydmor og mange flere, du kan læse om cykelkommentatoren Rolf Sørensens forhold til musik, du kan se, hvordan det gik, da Den Gale Pen mødte pladeaktuelle Randi Laubek og meget mere.
Du kan desuden, hvis du er medlem af Klub GAFFA, læse et stort portræt af Roskilde-aktuelle The Cure med blandt andet en detaljeret gennemgang af samtlige deres albums og alle de koncerter, de har givet i Danmark gennem årene. Du kan også læse et interview med nyligt koncertaktuelle Elvis Costello og en artikel om Shit & Chalou, der netop har udgivet et bokssæt. Læs mere om tillægget, de mange fordele og konkurrencer hos Klub GAFFA.
Derudover kan du som altid finde masser af nyheder, anmeldelser og omtaler. Så find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig, eller læs bladet online. God fornøjelse med juliudgaven af GAFFA!