Nyhed

GAFFAs rockanmelder: Det skal du høre på Roskilde

Finn P. Madsen anbefaler koncerter og fortæller om Roskilde-oplevelser

Roskilde Festival nærmer sig med stormskridt, og i den anledning har GAFFA spurgt en række af sine anmeldere om tre navne, de skal se på årets festival, sammen med et par anekdoter fra deres henholdsvis første og bedste Roskilde-oplevelse. Her gælder det rockanmelder Finn P. Madsen.

 

Det skal jeg høre på Roskilde:


1. The Cure: Goth-rockens fædre har altid spillet Orange Scene majestætisk op. Koncerten i 1995 var fremragende og hypnotisk dragende, med et fantastisk lydbillede som kun et band som The Cure kan levere. Chancerne for at et band af The Cures format gentager succesen ligger lige for.

2. Of The Wand And The Moon: Med det bedste danske album fra 2011 i bagagen bør et af Europas bedste neo-folk bands Of The Wand And The Moon sparke dørene ind til det gennembrud, de fortjener. Sangskriver og frontmand Kim Larsen stiller op med et syvmands band, der skal forkynde gruppens mørke toner med patos og sjæl.

3. The Low Anthem: Lavmælt og inderligt. På en god dag kan americana-bandet The Low Anthem blive et følelsesmæssigt højdepunkt. Bandet er kendt for sin brug af musikhistoriske instrumenter og har i Ben Knox Miller en sanger, der på den mest sårbare måde får sat ord på sine skæbnefortællinger.


 

Min første gang på Roskilde:

1992 var året hvor Danmark vandt EM i fodbold. Det var også året, hvor undertegnede avancerede fra havefesten på Midtfyns Festival og drog til Roskilde for første gang. Nirvana og Pearl Jam var på programmet. Førstnævnte virkede fuldstændig udbrændte, mens Pearl Jam tændte grundigt op under publikum. Mercury Rev besøgte Danmark for første gang og brændte igennem på Blå Scene med en ren opvisning udi støjrockens kroge. Fik en snak med gruppens originale sanger, den lidt vanvittige og morsomme David Baker. Købte en band-T-shirt, som han selv havde fået trykt. Da vi havde vundet EM var der dømt drukfest resten af natten, og man havde svært ved at koncentrere sig om musikken.


 

Min bedste Roskilde-koncert:

Koncerten med American Music Club på Hvid Scene i 1993 står stadig lysende klar. San Francisco-gruppens indre stridigheder blev stillet til offentligt skue og slog ud med fuldt blus. Poeten og sangeren Mark Eitzel faldt med jævne mellemrum på knæ og krængede sin sjæl ud ved at hive alt uld ud af bukselommerne, mens guitaristen Vudi gang på gang bankede sin stakkels Stratocaster ind i de hylende amps. Der var kold luft mellem medlemmerne i American Music Club, men det afholdt dem ikke fra at levere en intens og fuldstændig overrumplende koncert.

ANNONCE