The William Blakes-medlemmet er aktuel med sit første dansksprogede, meget personlige soloalbum "Hjemad"
Kristian Leth er en mand med mange jern i ilden. Det travle The William Blakes-medlem og medejeren af pladeselskabet Speed of Sound er nu også aktuel med et soloalbum, det meget personlige "Hjemad". Det er hans første album i eget navn og det første album, hvor han synger på dansk efter fire engelsksprogede William Blakes-plader og et soloalbum under aliasset Baron Criminel. GAFFA har talt med Kristian Leth om det nye album.
Hvorfor har du valgt at udgive et dansksproget album?
– Jeg har altid arbejdet med det danske sprog, og jeg er uddannet fra Forfatterskolen. Jeg har altid skrevet sange på dansk, og der var nogle ting, jeg gerne ville udforske med disse sange, som jeg ikke syntes passede ind i William Blakes-regi, hvor det jo er et sammensurium af fire menneskers idéer. Jeg har arbejdet på dette album i over et år, modsat arbejdsgangen i The William Blakes, hvor vi som regel indspiller over en kort periode. Det startede i det små, mens jeg arbejdede på en roman, som jeg stadig arbejder på, og så er det vokset stille og roligt. Jeg har indspillet sangene flere gange og arrangeret dem om løbende.
Jeg synes, der er en mere melankolsk tone i sangene end det, man er vant til at høre fra dig i The William Blakes. Er du enig?
– Musikken her afspejler en indre fortælling, som jeg selv først er blevet klar over undervejs, mens jeg lavede musikken. Det er en fortælling, som er meget personlig, og så har musikken fulgt det. Jeg tror, at for enhver, der laver en plade om deres indre liv, vil det have et vist præg af eftertænksomhed. For The William Blakes handler det mere om en proces, der sker i nuet. William Blakes' tekster kan ofte være alvorlige, men de er gerne mere metafysiske og mindre præget af en jeg-fortæller. Når man tager udgangspunkt i én person, så får man også en form for ensomhed i det, tror jeg. Det var vigtigt for mig, at det var en plade med en vis tyngde. Jeg har også brugt meget længere tid på sangene end hos William Blakes ved for en gangs skyld at lade dem komme frem af sig selv. Når jeg skriver digte, har de også en anden eftertænksomhed end William Blakes-teksterne, der ofte er mere umiddelbare og intense.
Hvad er skrevet først, tekster eller musik – eller er det skrevet samtidigt?
– Det er lidt forskelligt. På nogle sange har jeg haft et tekstligt billede, som jeg har forsøgt at skrive en melodi til, på andre har jeg haft et første vers og en melodi og har så skrevet resten af teksten efter det, men det mest er kommet nogenlunde på samme tid.
Teksterne er fulde af referencer til savn, afsked og tab. Ordet "farvel" forekommer ofte i sangene, i det første nummer, "Når Lysene Går Ud", synger du "Nu er det efterår", og i afslutningsnummeret "Alene" synger du "Vi er alene". Hvorfor alt det vemod?
– Når man bliver ældre, finder man ud af nogle flere ting om sit liv. Sådan er det, når man laver personlige sange. Hele singer-songwriter-fænomenet er jo nærmest ensbetydende med sange om ensomhed, fordi vi jo alle er ensomme i tide og utide, uanset hvor godt vi ellers har det. Når man er singer-songwriter, skriver man jo ikke sange om at gå på klub. Det er ligesom en anden type musik, der appellerer til den type tekster.
"Når Lysene Går Ud" virker som en politisk sang. Du synger blandt andet "Jeg har prøvet at rive min stemmeseddel itu". Er der en konkret politisk reference bag den tekst?
– Jeg har mere opereret ud fra en følelse end fra en konkret politisk situation. Politisk kunst bliver ofte kedeligt, og jeg er imod kunst, der har et klart defineret formål. Sangen har nok en aktuel samfundsmæssig pointe, men den er også temmelig abstrakt. For mig at se er det en frustration, der har drevet sangen. Men når man skaber, er man nødt til at lade det skabte blive til på sine egne præmisser. Hvis man på forhånd bliver for sikker i sin sag om, hvad det er, man vil lave, så dræber man det – både for lytteren og for sig selv. Det er mere interessant, hvis man har en fornemmelse, man vil skrive ud fra frem for et emne, man vil skrive om. Sådan er det i hvert fald for mig.
Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.
