Nyhed

Metallica får roser med torne

Der er lutter fire- og femstjernede anmeldelser, men også kritiske kommentarer til gårsdagens koncert i Fængslet i Horsens

I aftes spillede Metallica deres klassiske 1991-album "Metallica", også kendt som "The Black Album", i sin helhed for 40.000 mennesker – blandt andre Kronprins Frederik og Lars von Trier – ved en udsolgt koncert på et nyt område ved det gamle statsfængsel i Horsens. Bandet havde dog også andre numre fra bagkataloget på aftenens sætliste.

Der er generel tilfredshed blandt anmelderstaben, om end med visse kritiske kommentarer, og der er således lutter fire- og femstjernede anmeldelser til koncerten.

Blandt de mest begejstrede finder vi BT's Steffen Jungersen, der uddeler fem stjerner og blandt andet skriver:


"Det er ikke just sjældent, at Metallica er spilleglade, men i Horsens var de på det nærmeste overstadige, og sanger, guitarist og indspisker James Hetfield var så overtændt, at han sådan set kunne redde karakteren til denne koncert hjem alene. For når Hetfield bestemmer sig for, at nu skal det fandme være ekstra sjovt, så BLIVER det ekstra sjovt at være til Metallica koncert."

GAFFAs Michael José Gonzalez giver også fem stjerner og skriver blandt andet:

"Det er et tydeligt tændt Metallica, der er med os i aften. James Hetfield har en ungdommelig glød over sig og ligner bestemt ikke en mand, der fylder 50 om godt et års tid. Men hele vejen rundt er smilene store, og spilleglæden ditto. Selvom det næppe er nogen overraskelse, at bandet finder på at fyre "Master Of Puppets" af, skulle man være et skarn, hvis man brokkede sig, og klassikeren går da også rent ind hos publikum, der brøler bekræftende med på Hetfields udmelding om at "Metallica is with you!"


Ekstra Bladets Thomas Treo er en anelse mere kritisk og giver fire stjerner. Han har blandt andet følgende dom:

"Sidst Metallica optrådte i Jylland i 2007, gik strømmen i Aarhus. Her til aften i Horsens var showet simpelthen bare ikke højt nok. Midt i den kæmpemæssige menneskemængde lød det som om, lydmanden havde skruet op på 4. Stillede man sig strategisk foran et lydtårn, var det oppe på 7, men Metallica skal altså opleves og ikke mindst mærkes på 11. Fængselsmurene burde skælve. I stedet blev der rusket lidt i tremmerne udefra."

Lars Ulrich snublede


Han ligger på linje med Jyllands-Postens Anders Houmøller Thomsen, der også giver fire stjerner og blandt andet skriver:

"Netop med Lars Ulrich er det evige nørde-stridspunkt, hvorvidt han er en god, middelmådig eller ringe trommeslager, og skeptikere kunne med fryd notere, at danskeren enkelte gange snublede i sit vilde tempo-ridt på tønderne. Men onsdag var han ellers overraskende stramt spillende med tungen flagrende ud af munden og optændt af klar hjemmebanefordel.

I Berlingske tildeler Michael Charles Gaunt også koncerten fire stjerner med blandt andet denne vurdering:

"Før aftenens hovedret serverede det tændte band dog en hårdkogt forret bestående af et par numre fra deres fire første plader. En halv time med halsbrækkende, kompleks og melodisk thrashmetal med 'Master of Puppets' og 'For Whom The Bell Tolls' som de stærkeste kort i bunken. Ind i mellem haltede Ulrichs trommespil lidt i al hasten, og guitarist Kirk Hammett måtte kæmpe hårdt for at trænge gennem den buldrende bund."

Netop "The Black Album" skruede i 1991 også gevaldigt ned for bandets hektiske og skæve rytmiske spurt, så Ulrich havde nogenlunde let spil i Horsens, hvor Valhal-ballet kom op at ringe. Vi manglede bare lidt mere volumen, og så overgik bandets store entusiasme i enkelte sange det musikalske niveau."

Overvurderet kapacitet

Der er også kritiske kommentarer til det nye koncertsted Fængslet. Således skriver Jyllands-Postens Anders Houmøller Thomsen: "Der er tale om eksotiske rammer, men det aflange koncert-areal gav dårlig udsigt til scenen for mange gæster, og det blev til en lang gåtur fra p-pladserne for de tilrejsende, der kom til byen i bil."

GAFFAs Michael José Gonzalez skriver herom: "Og hvordan gjorde det gamle statsfængsel sig så som koncertsted? Det var …okay, men ikke helt godt. Det umiddelbare bud er, at arrangørerne har overvurderet kapaciteten. Flere steder stod folk som sild i en tønde, og der var bestemt en problematik i forhold til udsyn for de af koncertgæsterne, der ikke havde fået plads lige foran scenen."

 

ANNONCE