Gruppens koncert i Sydney Opera House bød på næsten lutter nye numre. Se et af dem på GAFFA TV.
Lørdag den 26. maj gav Efterklang koncert i Sydneys spektakulære operahus, tegnet af danske Jørn Utzon, sammen med Sydneys Symfoniorkester. Ved koncerten fremførte de deres kommende, fjerde album, "Piramida", fra start til slut og holdt dermed verdenspremiere på albummet. Koncerten var gruppens første i Australien og var i øvrigt deres første med deres nye livetrommeslager, engelske Budgie, der har en fortid i det ikoniske post-punk-band Siouxsie & The Banshees og i sangerinden Siouxsies og sit fælles sideprojekt The Creatures.
Koncerten i Sydney fik flotte anmeldelser i de lokale medier. Således uddelte Time Out fire ud af fem stjerner til koncerten og skrev blandt andet:
"Efterklangs nye materiale foldede sig ud i perfekt harmoni med orkestret. Strygersektionen poppede ind og ud af sangene med fantastisk beherskelse og klarhed og understregede de følsomme øjeblikke, men trak sjældent opmærksomhed til sig selv. Når strygerne trak sig tilbage, ville de syntetiske lyde – også bare en vinyl-hvislen – imidlertid stå frem og røre publikum. Rummets akustik var i en klasse for sig. Bandet så helt sikkert ud til at nyde det – vi mener ikke, de stoppede med at smile et øjeblik."
GAFFA TV kan nu vise en optagelse af et af de nye numre, "The Ghost", som du kan se nedenfor. Albummet "Piramida" udkommer til efteråret.
Herhjemme kan Efterklang opleves i Konservatoriets Koncertsal i København 10. oktober, Gjethuset i Frederiksværk 11. oktober og Kulturværftet i Helsingør 12. oktober. Ved alle tre koncerter får de selskab af Sjællands Symfoniorkester.
Se Efterklang og Sydneys Symfoniorkester fremføre "The Ghost":