Nyhed

Distortion klar med nattefestprogrammet

Den københavnske festival inddrager spektakulære steder til årets nattefester

Den københavnske Distortion-festival nærmer sig, og festivalen er nu klar med programmet til nattefesterne. Vanen tro finder disse sted på spektakulære og alternative steder, og det gælder også i år, hvor festerne finder sted i Skuespilhuset, Nørrebrohallen, spillestedet Stengade og på Enghavevej.

Det er til Distortions officielle nattefester, at de større navne optræder. Indgang til nattefesterne kræver partoutarmbånd (Turpas) eller endagsarmbånd (Wednesday nights parties pass, Thursday night parties pass, Friday night parties pass).

Onsdag den 30. maj


I City åbnes ballet i det nybyggede Skuespilhuset. Foyeren, gangbroen og balkonerne vil blive taget i brug, og amerikanske Chromatics vil bruge hele rummet  i deres koncert, der arrangeres i samarbejde mellem Distortion og Det Kongelige Teater i forbindelse med forestillingen "Happy Days in the Art World". Derudover vil Distortion også holde fest på Culture Box, hvor den hidtil ikke offentliggjorte DJ Hell vil sørge for house og techno. Endelig er det også onsdag, at Pumpehuset i samarbejde med ICO og Distortion afholder koncert med rapperen Tyga (billedet, kun begrænset antal pladser).

Torsdag den 31. maj

Torsdag rykker Distortion til Nørrebro, hvor Nørrebrohallen og spillestedet Stengade danner rammerne for nattens fester. Nørrebrohallens mange rum bliver udnyttet med ghetto booty-musik af blandt andre DJ Funk og danske Inspectah. I multisalen vil der være dancehall bounce party, hvor Yo Fok er værter for blandt andre Sissy Nobby og Julius Sylvest. Endelig vil Davide Squillace og Martinez, der har spillet på nogle af verdens mest markante klubber, såsom Fabric, Berghain og Cocoon Club, fylde foyeren med house. Er man mere til indierock, kan man tage på Spillestedet Stengade, hvor Posh Isolation præsenterer Dig & Mig, Lust for Youth med flere.


Fredag den 1. juni

Denne dag står Vesterbro i centrum, hvor Distortion har valgt at holde fest på en af de mest trafikerede gader i København, nemlig Enghavevej. Vejen vil blive forvandlet til et festivalområde, der kommer til at inkludere Copenhagen Skatepark, hvor blandt andre Trentemøller, Tim Sweeney og Andrew Weatherall vil spille. Derudover vil man også kunne finde et dancehall-rum, hvor Cheff Records præsenterer navne som Klumben, Kidd med band og Eloq. På Lastbilscenen rundt  kan man for første gang i Danmark opleve et Mike Skinner-dj-sæt.

Distortions leder, Thomas Fleurquin, udtaler begejstret:


"Vi har aldrig haft så store, så vilde og så smukke venues, som vi nu har til Distortion 2012. Verdenspressen har mange gange beskrevet Distortions helt særlige stemning og energi – men jeg undrer mig over, at ikke er flere har lagt mærke til, at vi nok er den eneste festival i verden, der udfolder sig på en "jomfru-location" hver eneste nat. Distortion er jo nærmest arkitekturens karneval. Det er en ære at få lov til at lege med bygninger på denne måde – kreativt er det det, som jeg går allermest op i."

Også i år finder Distortions afsluttende fest, Final Party, sted på et overraskende sted. Final Party vil blive offentliggjort en af de kommende dage.

Der er entré på alle Distortions aftenfester. Billetter købes på http://billetto.dk/cphdistortion.

Læs mere på Distortions hjemmeside.

ANNONCE