Nyhed

Ice Cube til Posten

Gangsta-rapperen gæster Odense i august

Det har ikke ligefrem vrimlet med internationale hiphop-navne på Fyn i de senere år, men 12. august kan rapfans i det fynske – og andre, der har lyst til at lægge vejen forbi H.C. Andersns fødeby – godt sætte et stort kryds i kalenderen. Her gæster et af de største navne inden for gangsta-rappen, Ice Cube, nemlig Posten i Odense.

Rapperen besøgte sidst Danmark i juli 2011, hvor han gav koncert på Train i Aarhus og Amager Bio i København. Dengang uddelte GAFFAs Michael José Gonzalez hele fem stjerner til koncerten på Train og skrev blandt andet: "Ice Cube fremstår – for nu at benytte sig af lidt hiphop-lingo – pissereal, og man har virkelig fornemmelsen af at få et vaskeægte stykke af den sagnomspundte amerikanske vestkyst. Der er absolut intet spaghetti-west coast over aftenens forestilling."

Ice Cube, med det borgerlige navn O'shea Jackson, er født i Los Angeles i 1969 og gjorde for alvor opmærksom på sig selv sammen med Dr. Dre og Easy-E i midten af 80'erne, hvor de dannede den legendariske vestkystgruppe N.W.A., kendt for 1988-klassikeren "Straight Outta Compton". I 1990 gik han solo og havde kæmpehit med "AmeriKKKas Most Wanted", der blev et stort mainstream-hit og solgte guld i løbet af de første to uger. Herefter fulgte "Death Certificate" og The Predator" . Siden har Ice Cube udgivet yderligere seks album, senest "I Am The West" fra 2010, hvor hans samlede albumsalg overstiger 10 millioner eksemplarer.


Ud over sin karriere i musik har Ice Cube også spillet med i en række film, blandt andet "Boyz In The Hood" (1991), "Barbershop" (2002) og "XXX: State Of The Union" (2005), "Rampart" (2011) og "21 Jump Street" (2012). Han har også arbejdet som producer på adskillige film og tv-serier.

Ice Cube kan også opleves på årets Smukfest i Skanderborg i samme weekend som Posten-koncerten.

Billetsalget til koncerten er startet via postenlive.dk


ANNONCE