Den storsælgende soulpopsanger drager landet rundt til september og oktober
Succesen vil ingen ende tage for soulpopsangeren Lukas Graham, der nu har ligget nummer 1 på albumhitlisten i otte uger i træk med sit selvbetitlede debutalbum og netop har modtaget dobbelt platin for 40.000 solgte album.
Nu offentliggør Lukas Graham så sin danske efterårsturné, der bringer ham ud til de hidtil største koncertsteder. Sidste efterår spillede han og bandet for under 100 mennesker på Jazzklubben på Christiania og V58 i Aarhus. Dette efterår spiller gruppen så på store steder som Falconer Salen i København, Musikhuset i Aarhus, Odense Idrætshal og Herning Kongrescenter.
Bandet har i øvrigt ændret sig en smule. Keyboardmanden Morten Ristorp vil i fremtiden bruge det meste af sin tid som producer og sangskriver. Han er allerede en del af producer-teamet Backbone, der har produceret Lukas' album, og han får ikke tid til at følge med rundt til de mange koncerter, der skal spilles i Europa dette efterår. Efter lang tids søgen er valget som erstatning faldet på Kasper Daugaard, der nu indtræder som fast medlem af bandet, som derudover også består af bassisten Magnum og trommeslageren Lovestick.
GAFFAs Sohail Hassan oplevede Lukas Graham i Store Vega i april, og her uddelte han de maksimale seks stjerner og skrev blandt andet:
"Alt i alt levede Lukas Graham langt mere end op til forventningerne. Al succesen er velfortjent. Bandet leverede en stor oplevelse, trods det helt vildt sparsomme set up, udelukkende baseret rå energi, musikalsk talent og virkelig solidt materiale. Så imponerende at andre artister burde tage noter. Jeg er ikke bleg for at sammenligne Lukas Graham med en tidlig John Legend. De har internationalt potentiale skrevet over det hele."
Se koncertdatoer og køb billetter via GAFFA Live.