Donald "Duck" Dunn var en af rockens mest ansete bassister. Forleden døde han i sin søvn under en Japansturné. Torben Holleufer siger farvel.
De kaldte ham for Anders And. Men Donald "Duck" Dunn (th. på foto) var alt andet end en tegneserie. Faktisk regnedes basssten, som døde 70 år gammel i sin hotelseng i Tokyo, som en af de bedste indenfor rock, blues og soul. Han var intet mindre end ankermanden i legendariske Booker T and the MG's (billedet), en stjernebesætning, som ud over Dunn bestod af Booker T. Jones på orgel og piano, Steve Cropper på guitar og Al Jackson Jr. på trommer. Ja, egentlig kom Dunn "først" med i 1965, men så fortsatte den unikke gruppe også intakt til trommeslageren blev myrdet i 1975, hvorefter de fortsatte med en række af branchens fedeste folk uden dog helt at være det samme.
Lad mig hjælpe dig med at få Donald "Duck" Dunn ind på nethinden. De fleste har vel set den første Blues Brothers-film, hvor d'herrer John Belushi og Dan Aykroyd giver den på slap line med et fantastisk band og solister som James Brown, Ray Charles og Aretha Franklin? Okay, backingbandet var netop Booker T and The MG's, hvor Donald "Duck" Dunn stod i midten med sin karakteristiske hat og sin mindst lige så karakteristiske Sherlock Holmes-pibe i munden. Vi kan også gå lidt længere tilbage.
Alletiders soulman, Otis Redding, entrer scenen på Monterey Pop-festivalen under Summer of Love i 1967. Han giver her et helt forrygende sæt, som siden kommer på plade, hvor Jimi Hendrix, som brænder guitaren under Wild Thing, er på den anden side. Well, det er Booker T & The MG's, som Redding har med på den plade. Det er Anders And der i den grad sætter ild under hits som Respect og (I can get no) Satisfaction under en koncert, som har legendarisk status.
Donald Dunn blev født to uger før Pearl Harbor i 1941, og han kom selvfølgelig til verden i Memphis i Tennesee. Det var her at han i 1960'erne blev fast holdepunkt ved utallige sessions i studierne hos Stax-pladeselskabet. Bare tænk på de store sange med Otis Redding, eller uforglemmelige ting som Sam & Dave's Hold On, I'm Coming, samt perlerækken af ting med Booker T. Alt sammen bare toppen af isbjerget hos en mand, som efter de banebrydende soulriffs, som alle stadig bruger som del af deres skolegang udi basspil, kunne læne sig tilbage og spille med alle bluesens og rockens store, fra Muddy Waters og Eric Clapton til Neil Young, som såmænd engang dukkede op i Roskilde-regi med hele holdet og Donald "Duck" Dunn i fineste form. En sidemand på første klasse.
Helt op til sin død spillede han. Faktisk spillede han et dobbeltshow med sin gamle kammerat, Steve Cropper, på Blue Note i Tokyo. Hvorefter han laid back som altid tog hjem på hotellet og døde i sin søvn.
Han var en af rockens helt store. Lavmælt, beskeden og banebrydende.
Donald "Duck" Dunn 1941-2012. Æret være hans minde.
