Nyhed

Social Distortion indtager VoxHall

Den amerikanske punkrockere kan opleves i Aarhus i august

De amerikanske punkrockere Social Distortion med Mike Ness i front – det eneste oprindelige medlem – indtager til 6. august VoxHall i Aarhus.

Social Distortion blev dannet i 1978 i Fullerton, Californien, albumdebuterede i 1983 med "Mommy's Little Monster" og fik deres gennembrud med deres tredje, selvbetitlede album fra 1990. I 1996 udgav de albummet "White Light, White Heat, White Trash" (1996), der gav bandet deres første guld- og platin-plader, blandt andet takket være hittet "I Was Wrong". Gruppen er kendt for at blande punk, rock og country, og de kan også skrive en ballade, når det slår dem.

I 2011 udgav Social Distortion deres syvende studie-album, "Hard Times And Nursery Rhymes", som var deres første album i syv år. Albummet nåede helt op på en fjerdeplads på den amerikanske hitliste.

Sidst gruppen gæstede Danmark var i et udsolgt Store Vega i juni 2011, og nu besøger de altså Aarhus.

En af Social Distortions store fans er i øvrigt Volbeats forsanger Michael Poulsen, der har gruppens navn tatoveret med store bogstaver på sin højre underarm.


Billetsalget til koncerten begynder fredag den 4. maj klokken 10 via voxhall.dk

ANNONCE