Nyhed

Ulige Numre-sanger får stort legat

Carl Emil Petersen modtager ligesom Qarin Kristina Wikström 285.000 kroner om året de næste tre år

Statens Kunstfond har netop uddelt sine arbejdsstipendier på 285.000 kroner om året i tre år. I den forbindelse er der uddelt legater til to rytmiske musikere, nemlig Carl Emil Petersen, sanger og sangskriver i Ulige Numre – kendt for hittet "København" – og Qarin Kristina Wikström, blandt andet kendt som sanger og sangskriver i Kostcirkeln.

Arbejdsstipendierne uddeles hvert forår til kunstnere, der har gjort sig særligt bemærket inden for enten billedkunst, litteratur, musik, kunsthåndværk/design, arkitektur, film eller scenekunst. Idéen bag stipendierne er, at modtagerne i tre år skal kunne leve og arbejde med deres kunst uden at behøve at skaffe sig indtægter ved ikke-kunstnerisk arbejde. Pengene uddeles af et fagkyndigt tremandsudvalg for hver kunstart. Tremandsudvalgene sidder i tre år, hvorefter de udskiftes.

I sin begrundelse for at tildele Carl Emil Petersen (født 1990) stipendiet skriver udvalget blandt andet:


"...i Carl Emil Petersens fintfølende sange går det nysgerrige hånd i hånd med det livssultne uden nogensinde at fremstå højpandet, og i hans stemme findes en lys nerve, hvis skødesløshed og ligefremme intimitet får hjerteblodet til at strømme,. Og så er det altså bare sjældent sansevækkende at kunne kombinere en nærmest tidsløs rytmisk musik med så specielle ord som nu 'København / du er kun alt jeg har / når dine tusinde øjne lukker i / og mørket maler dig uendelig / dine døtre, de vil mig intet godt / men dine øjne lyser mig hjem når jeg får nok…'."

"Det er ud fra den følelse af berusende ung nødvendighed, samt den allerede nu så sikre musikalske flugt hen over himlen, at vi i Tonekunstudvalget for Rytmisk Musik føler os mere end bare trygge ved at tildele Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium til morgendagens mand, Ulige Numres Carl Emil Petersen."

I sin begrundelse for at tildele Qarin Kristina Wikström (født 1977) stipendiet skriver udvalget blandt andet:


"Der er i hendes musik et stort mod til at lege med og udfordre formerne og de musikalske traditioner. Hun er en herlig vanvidspoet, der med både følsomhed og voldsomhed brænder igennem på en scene. Der er en stramhed i kompositionerne og indimellem nogle virkelig sære detaljer, som alligevel fremstår fuldstændig overbevisende, idet de virker helt tilsigtede, og rummer en egensindig musikalsk logik."

Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg består af Bent Sørensen, komponist og professor (formand), Pernille Bévort, komponist og saxofonist og Jens Unmack, sangskriver og sanger.

 


ANNONCE