Når Alphabeat tager på forårsturne til april, inviterer de lokale bands med som en del af projektet Local Heroes
Når Alphabeat tager på forårsturne til april, inviterer de lokale bands med som opvarmning for at sætte ekstra gang i festen. De gør de som en del af projektet Local Heroes, der sidste år fandt supportbands til Carpark North, The Storm og The Blue Van. Alphabeats mandlige sanger Anders SG fortæller:
– Vi ved, hvor vigtigt det kan være for et nyt band at møde et større publikum. Den chance vil vi gerne give videre på hjemmebane. Efter et par år med fokus på udlandet glæder vi os helt vildt til at møde publikum og bands på de lokale spillesteder.
I 2011 søgte i alt 311 bands, og 21 grupper blev udvalgt som opvarmning.
Partnerne bag Local Heroes er musikaktørerne Hi-Fi Klubben, Roland, Fender, Sennheiser Nordic, 4Sound og ORA (Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere). Jes Hedegaard Knudsen fra Roland Scandinavia udtaler:
– For os har det været vigtigt, at Local Heroes ikke er en konkurrence. Det er et sted, hvor vi giver muligheder videre. Bands kan søge om supportjobs, men undervejs finder de også nyt publikum. Processen skaber unik, lokal opbakning til koncerterne og positive historier, som sikrer, at nye bands bliver set.
Derudover vil de bedste lokale grupper blive inviteret til at spille koncerter i lokale butikker:
– Vi glæder os til at være med på lokalt plan og invitere de bedste bands ind til koncerter i vores butikker, fortæller Martin Kjær Skou, der er ansvarlig for Hi-Fi Klubbens kundeklub
På Facebook.com/localheroesdk ansøger nye bands om supportjobs og aktiverer deres netværk. I sidste ende vælger Alphabeat deres favorit blandt de ti bands, der har fået flest stemmer på hvert enkelt sted. På den måde kan både hovednavn og spillested se, hvilke bands, der reelt har en publikumsopbakning.
Local Heroes vil løbende offentliggøre flere hovednavne.
Der kan ansøges fra den 8. marts.