Nyhed

Band Of Skulls gæster Vega

Det alternative rockband giver koncert i Lille Vega den 8. maj

Det engelske alternative rockband Band Of Skulls er for tiden albumaktuelle med deres andet album "Sweet Sour", som udkom den 21. februar. I den forbindelse tager trioen bestående af Matt Hayward, Russel Marsden og Emma Richardson på turné, der lægger vejen forbi Danmark den 8. maj.

Band Of Skulls blev dannet i 2004 oprindeligt under navnet Fleeing New York, men skiftede i 2008 navn. Bandets udgav debutalbummet "Baby Darling Doll Face Honey" i 2009, hvorfra "I Know What I Am" kom med på soundtracket til tv-serien "Friday Night Lights, Volume 2". Den helt store opmærksomhed fik bandet, da singlen "Friends" blev inkluderet på "The Twilight Saga: New Moon Soundtrack", hvorefter de udgav ep'en "Friends", som indeholder en studie-version såvel som en live-udgave og en musikvideo.

Efter succesen med debutalbummet turnerede bandet i USA og Canada, deltog i festivalen SXSW (South By Southwest) samt spillede support for The Dead Weather og Muse. Nu er bandet klar til efterfølgeren "Sweet Sour", hvor førstesinglen "The Devil Takes Care Of His Own" med rock-riffs og tung bas blandet med vokalerne fra Emma og Russell klart viser deres alternative rocklyd.


Sammen med vodkamærket Gray Goose har musikvideotjenesten Vevo produceret et dybdegående kunstnerportræt af bandet i konceptet "Grey Goose Rising Icons". I portrættet får man et blik ind i bandets kreative idéer og processer, hvor man kommer ind til et band, som er godt på vej frem.

Band Of Skulls har spillet flere udsolgte koncerter i hjemlandet England, hvor de er kendt for deres intense energi og veldrejede rocknumre, og netop dét kan man forvente ved koncerten i Lille Vega den 8. maj.

Køb billetter til koncerten via GAFFA Live.


Hør og se musikvideoen til førstesinglen "The Devil Takes Care Of His Own" og kunstnerportrættet af Band Of Skulls her:

 


ANNONCE