Springsteens album "Wrecking Ball" går ind som nummer 1 på ugens albumhitliste
Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger GAFFA på toppen og ugens nyheder. I denne uge har vi en nyhed i toppen af albumhitlisten, nemlig Bruce Springsteen, der – måske ikke helt overraskende – går direkte ind på førstepladsen med sit nye album, "Wrecking Ball". Sidste uges etter, musikken fra M:G:P 2012, ligger nummer 3, og imellem de to finder vi Rasmus Seebach og "Mer' End Kærlighed".
Næstøverste nyhed møder vi på fjerdepladsen, hvor Katie Melua går ind med sit symfoniske album "Secret Symphony", efterfulgt af Lionel Richie, der går ind som nummer 6 med duetalbummet "Tuskee", hvor blandt andre Rasmus Seebach medvirker.
Herefter skal vi helt ned til plads nummer 35 for at finde ugens sidste nyhed, norske Donkeyboy og deres album "Silver Moon".
I denne uge finder vi seks re-entries på hitlisten, nemlig på plads nummer 21 David Guetta og "Nothing But The Beat", på en 27. plads Magtens Korridorer og "Imperiet Falder", på plads nummer 31 Bruno Mars og "Doo-Wops & Hooligans", på en 33. plads Kandis og "Kandis 14", på plads nummer 38 Tina Dickow og "Welcome Back Colour" og på plads nummer 39 nyligt koncertaktuelle Tindersticks og "The Something Rain".
Tracklisten og streaminglisten har begge samme etter som i sidste og forrige uge og ugen før, nemlig Gotye og hans "Somebody I Used To Know".
Se alle de officielle danske hitlister her.
Se musikvideoen til Bruce Springsteens "We Take Care Of Our Own":