Nyhed

Choir Of Young Believers øverste hitlistenyhed

Musikken fra M:G:P ligger stadig i toppen af den danske albumhitliste

Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger GAFFA på toppen og ugens nyheder. Der er nu ikke meget nyt i toppen af albumhitlisten, hvor det atter er musikken fra M:G:P 2012, der ligger på førstepladsen efterfulgt af de to langvarige storsælgere, Adele og "21" og Rasmus Seebachs "Mer' End Kærlighed".

Øverste nyhed er Choir Of Young Believers, der går ind på en sjetteplads med deres meget roste andet album, "Rhine Gold", som GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez i sin femstjernede anmeldelse kaldte "en stor, modig og ambitiøs plade". Øvrige nyheder er på plads nummer ni Kesi og hans debutalbum "Bomber Over Centrum", som nummer 12 WhoMadeWho med deres fjerde album "Brighter", på 13. pladsen Ed Sheeran og hans debutalbum "+", på plads nummer 20 musikken fra TV2s talentshow "Voice", på plads nummer 24 Hush og deres album "Live i Koncertsalen med DR Underholdningsorkestret", på plads nummer 29 Pato og "Ca. Lige Her" og endelig, på en 35. plads, The Asteroids Galaxy Tour og deres "Out Of Frequency".

I denne uge finder vi fire re-entries på hitlisten, nemlig på plads nummer 10 Pink Floyd og deres nyligt genudgivne "The Wall", plads nummer 19 snart koncertaktuelle Jay-Z og Kanye West og deres "Watch The Throne", på plads nummer 36 Whitney Houston og opsamlingen "The Essential Whitney Houston" og endelig, på en 39. plads, L.O.C. og hans "Libertiner".


Tracklisten og streaminglisten har begge samme etter som i sidste og forrige uge, nemlig Gotye og hans "Somebody I Used To Know". På tracklisten finder vi i øvrigt på en 12. plads en 14 år gammel sang som nyhed, nemlig Massive Attacks "Teardrop", der blev sunget i sidste uges X Factor.

Se alle de officielle danske hitlister her.

Hør Choir Of Young Believers med "Patricia's Thirst":


ANNONCE