Nyhed

Monkees-sanger Davy Jones er død

Tressergruppens frontfigur døde 66 år gammel af et slagtilfælde

The Monkees-sangeren Davy Jones beklagede sig onsdag morgen over vejrtrækningsproblemer, som opstod i forbindelse med et slagtilfælde, da han befandt sig i sit hjem i Indianatown, Florida. Der blev hurtigt tilkaldt en ambulance, hvor han blev kørt til Memorial Hospital i Stuart. Han blev erklæret død i en alder af 66 år med slagtilfældet som dødsårsag.

Jones optrådte sidst den 19. februar i Oklahoma, og igennem 2011 turnerede han sammen med Micky Dolenz og Peter Tork for at fejre 45 års jubilæet for The Monkees. Specielt bandmedlemmet Dolenz har taget det pludselige dødsfald tungt, og udsendte onsdag et statement, hvori han sagde: "Jeg kan ikke tro det… Jeg er stadig i chok… har haft mareridt hele natten. Min kærlighed og mine bønner går ud til Davys døtre og familie nu…"

Også Tork har udtrykt sin sorg over tabet af Davy Jones. Han skrev på sin Facebook-side, at "det er med en stor sorg at jeg kan reflektere over den pludselige død af min ven gennem mange år og min med-eventyrer, David Jones. Hans talent vil blive savnet; hans gaver vil altid være med os. Min dybeste sympati går ud til Jessica og resten af hans familie. Adios til en Manchester Cowboy…" 


Hjertesmelteren fra Manchester

Davy Jones blev født i Manchester, England, og var det eneste britiske medlem af rockkvartetten The Monkees, som blev kendt gennem tv-serien "The Monkees" fra NBC, en serie som kørte fra 1966-1968. "Det var en tv-serie om et band, og derefter blev det til et band som turnerede og indspillede og det hele. Det var en smule surrealistisk – i hvert fald mere end jeg havde skrevet under på," har Jones sagt om showet, som var med til at gøre ham til et teenageidol.  

Jones var dog allerede kendt med filmbranchen inden The Monkees, da han 11-årige startede i soap-serien "Coronation Street", hvorefter han fik rollen som Artful Dodger i West End produktionen af "Oliver!", som han modtog en Tony-nominering for. Den virkelige succes og berømmelse kom dog, da han tog til casting til et show baseret på det hektiske liv for fire Beatles-lignende rockmusikere med navnet The Monkees. De to medlemmer af gruppen, Peter Tork og Michael Nesmith, var musikere som havde erfaring inden for det område, mens Jones og Dolenz var skuespillere.


De fire medlemmer blev hver løst baseret på et af medlemmerne fra The Beatles, hvor Jones spejlede Paul McCartneys rolle i The Beatles. Da The Beatles i august 1966 optrådte for sidste gang for et betalende publikum, udgav The Monkees samme måned deres debutalbum. Førstesinglen "Last Trin To Clarksville" nåede førstepladsen af den amerikanske hitliste, og gruppen fik hurtigt en fanskare.

En fabrikeret gruppe

Efter showet havde kørt et stykke tid modtog gruppen stærk kritik, da man fandt ud af at det ikke var gruppen selv, som indspillede musikken, men i stedet en række fuldt erfarne musikere. Gruppen fik derefter det nedladende navn "Prefab Four", De Præfabrikerede Fire, en fornærmende version af The Beatles' kælenavn "The Fab Four".


Men virkeligheden var en anden, for Jones godt kunne spille trommer og guitar, og Dolenz havde gået til undervisning i trommer og guitar, siden han blev en del af gruppen. Gruppen gik nu til showets producere og fik lov til selv at indspille musikken, dog med hjælp fra talentfulde musikere som Carole King, Gerry Goffin og Neil Diamond.

På trods af kritikken indtjente tv-serien to Emmy-priser, og gruppens første fire albums gik ind på førstepladsen på Billboard 200-listen. Gruppens popularitet ledte til en bølge af merchandise, som inkluderede legetøj, spil og madkasser. Gruppen udgav i 1968 den psykedeliske film "Head", hvor Jack Nicholson medvirkede, en film som siden er blevet en kult-klassiker blandt gruppens fans.

Bruddet og genforeningerne

I 1968 sluttede tv-serien efter to sæsoner og 58 episoder, men det var ikke ensbetydende med slutningen på The Monkees. Gruppen fortsatte med at turnere, men Jones følte sig mest hjemme på scenen. Gruppen endte med at gå fra hinanden grundet "kreative forskelle", selvom at medlemmerne fandt sammen fra tid til anden for at give turnéer, for det meste uden Nesmith.

Jones havde en succesfuld solokarriere, hvor han optrådte i flere amerikanske tv-shows som "Love, American Style", "Boy Meets World" og "Sabrina The Teenage Witch" og mange andre. I 2001 udgav han albummet "Just Me", som indeholder en række af Jones' egne sange, enten skrev til albummet eller i forbindelse med tidligere Monkees-udgivelser. Jones har også udgivet singler i forbindelse med bøger som "Your Personal Penguin" og "Blue Moo" af Sandra Boynton.

De tre medlemmer af The Monkees blev genforenet i 1986 i forbindelse med deres 20 års jubilæum, og et endeligt genforeningsalbum af alle fire medlemmer, "Justus", udkom i 1996. I 2011 annoncerede gruppen, at de ville forenes og give en turné i forbindelse med deres 45 års jubilæum.           

I 2008 blev Jones kåret af Yahoo Music som "Nummer 1 teen idol igennem tiderne", og i 2009 kom han på andenpladsen over Top 10-teenageidoler af Fox News. Samme år udgav han albummet "She", en sangbog som indeholder en samling klassikere fra 40'erne til 70'erne.

David Thomas "Davy" Jones var aktiv fra en alder af 16 år i 1961 frem til sin død i 2012, hvor han har udgivet 11 album med The Monkees, fem solo-studiealbum og optrådt i over en håndfuld tv-serier.  

Davy Jones efterlader sig sin fjerde kone, Jessica Pacheco, og fire døtre: Talia og Sarah fra det første ægteskab med Linda Haines, og Jessica og Annabel fra andet ægteskab med Anita Pollinger.

Davy Jones 1945-2012.

Hør hitsinglen "Daydream Believer" af The Monkees her:

 

ANNONCE