Efter længere tids overvejelser har de to arrangører valgt at rykke verdens største gratis chill-out-festival til det nordjyske
Verdens største gratis chill-out-festival Stella Polaris har gennem en længere årrække fundet sted årligt i Aarhus og København – helt præcis Aarhus siden 1997 og København siden 2001, og nogle år også Odense – og nu rykker arrangementet også til Aalborg, nærmere betegnet Kildeparken fredag den 3. august.
– Der har altid været en god tradition for mange kulturtilbud i Aalborg, og derfor har det været helt naturligt at indlede en dialog med kommunen og andre kulturarrangører omkring at flytte vores lille chiller-event til Aalborg, udtaler den ene af de to arrangører, Kalle B, der tilføjer, at der helt fra starten af har været en fantastisk god dialog med Aalborg Kommune, og det derfor er meget passende, at touren starter her.
– Vi ligger stadig i dialog med mange kunstnere, så indtil videre er der endnu mange brikker, der skal falde på plads, men vores trofaste husorkester Lulu Rouge, der meget snart er albumaktuelle, vil selvfølgelig være at finde på plakaten, siger Kalle B. Derudover kan arrangørerne bekræfte, at det engelske stjerneskud Ben Hoo, der blandt andet har stået for remixes af Moby, Tricky, Fever Ray, Tiga med flere også kommer med til Aaborg.
Stella Polaris fortsætter lørdag den 4. august i Botanisk i Aarhus og søndag den 5. august i Østre Anlæg i København.
Læs mere på Stella Polaris' hjemmeside og se en præsentationsvideo nedenfor.