Nyhed

Årets musikfoto – se alle finalisterne

Se såvel vinderbilledet som alle finalisterne i GAFFA Photo Award

Flere end 2.300 sjove, skæve og flotte musikbilleder dystede om priserne til GAFFA Photo Award '12, og vinderen blev et tvetydigt billede af det unge band LSD On CIA taget på årets Vesterbro Festival af Christian Hjorth.

GAFFA har nu samlet såvel vinderbilledet som alle finalisterne i en flot fotoserie, som du kan se i GAFFAs gallerisektion.

To musikere, der er ved at mødes i et kys. Eller er det blot en ordveksling i et mellemspil?

Årets vinderbillede af GAFFA Photo Award '12, som er Danmarks største musikfotokonkurrence, er åbent for fortolkning. Billedet blev udvalgt af juryen mellem over 2.300 andre musikbilleder og er taget af Christian Hjorth.

Juryens begrundelse lød: "Årets musikfoto 2012 er et billede, man husker. Et tvetydigt billede, der sætter en masse tanker i gang hos beskueren. Læber der er ved at mødes eller passere hinanden? Hvisker de hinanden noget i øret i et mellemspil, eller kysser de?  Billedet rummer en ømhed, der står i kontrast til den sædvanlige maskuline opfattelse af rock'n'roll."

Billedet vandt også en af de fire underkategorier, nemlig Årets Bedste Livefoto.

De tre øvrige kategorier var Portræt, Feature og Publikum, som blev vundet af henholdsvis Kristian Djurhuus, Kasper Løftgaard og Christian Hjorth.



ANNONCE