Hold valgaften med de to amerikanske præsidentkandidaters musikalske favoritter
I dag er der som bekendt præsidentvalg i USA, og i den forbindelse har musikstreamingtjenesten WiMP samlet en playliste med de to præsidentkandidaters musikalske favoritter – og nogle af kandidaternes varmeste musikalske støtter.
Obamas yndlingskunstnere tæller blandt andre den ærkeamerikanske rocker Bruce Springsteen, indierockerne The National og Arcade Fire og hiphopperne Lil Wayne og Eminem. Med på listen er også Miley Cyrus, Cyndi Lauper, Beyoncé og Jay-Z, som alle har været ude at sige, at de stemmer på Obama.
Den 14 år ældre Romneys favoritter tæller blandt andre veteranrockerne Aerosmith, de både americana-, 80'er- og britpop-inspirerede The Killers, countrysangerne Kid Rock, Garth Brooks og Toby Keith og, måske lidt overraskende, pop-hiphopperen Nicki Minaj, der på Lil' Waynes mixtape "Dedication 4" rappede, at hun støttede Romney. Hun har dog senere forklaret på Twitter, at det var en joke. Minaj er repræsenteret på listen med nummeret "I Am Your Leader". Og så er der også Romney-tilhængere på listen som Alabama, Gloria Estefan og Vanilla Ice.
Du kan høre alle sangene på WiMP her – og så er det op til dig selv at afgøre, hvilken af præsidentkandidatnerne der har den bedste musiksmag.
Rigtig god valgaften!