Fornuftig forsanger inviterer indenfor i sit følelsesliv
Så er den her, og der er utvivlsomt en del mennesker, som har set voldsomt frem til den. Denne signatur er, blankt indrømmet, egentlig ikke et af dem. Bevares, D-A-D er ikke noget dårligt rockorkester, men da de eksempelvis nærmest blev hyldet som hovednavn af publikum da de varmede op for Aerosmith i Randers i 2007... forstod jeg det sgu ikke rigtig. Fandt det faktisk lidt latterligt.
Den mytologiske tyngde, som skal til for at tænde fascinationen for alvor, forekommer måske også lidt vanskelig at mobilisere, når hovedpersonen er en sympatisk makker med barndom på Bernadotteskolen og en baggrund, som i det hele taget kunne være naboens søns, din fætters eller din egen.
Og sandelig om ikke hans selvbiografi så alligevel blev en positiv, ganske underholdende og sympatisk læseoplevelse – ikke på trods af manglen på (selv-)mytologisering, men derimod netop på grund af den.
Balancegangen
Vi får naturligvis hele historien om det udpræget hjemmegroede rockband og deres nærmiljø fra begyndelsen af firserne og frem, over det næsten obligatoriske, kuldsejlede USA-eventyr med giganten Warner og alle rock'n'roll-eventyrene, arbejdet med de efterhånden folkekære album og nedturene omkring det første, forliste ægteskab.
Hertil kommer den økonomiske og karrieremæssige katastrofe med Wig Wam-turnéen i 2002 og Binzers efterfølgende depression, socialangst og hash-eskapisme (denne signatur har kendt nok ægte, hardcore hashmisbrugere til at tøve med at kalde det et decideret "misbrug", når man ryger nogle hiv af en joint under tørretumblerens udtræk for at falde i søvn – selvom vissse sensationslystne journalister allerede har opsnappet historien om den store Binzers skrækkelige hashmisbrug, red.).
Mest af alt handler I Won't Cut My Hair imidlertid om forsangerens følelsesliv og refleksioner, ikke mindst omkring balancegangen mellem et funktionelt familieliv og de både konkrete og psykologiske faldgruber i hans metier. En metier, som han her på lovligt insisterende vis igen og igen omtaler som "kunst" – jeg siger ikke, at det ikke er, men det ville måske være klædeligt at lade andre om disse definitioner.
Retfærdigvis skal det dog siges at Binzer selv søger at underbygge definitionen: "Jeg har aldrig stræbt efter at være musiker eller håndværker. Jeg har stræbt efter at være kunstner, for jeg har aldrig kunnet mine ting som en god håndværker, men til gengæld i højere og højere grad kunne mærke, når den er der".
Knap så dybt
Selvom Binzer i forbindelse med sin musik selv var bevidst om, da "klicheerne begyndte at bide (ham) i haserne" er teksten selv således ikke helt fri for samme – selvom det faktisk ikke engang er løgn, når bagsideteksten lover at "D-A-D-forsanger Jesper Binzer fortæller hudløst ærligt om 30 år i rock'n'roll". Udsagn som "mens kvinder er dygtige til at tale om deres følelsesliv, halter mænd generelt en del bagefter" er til gengæld, uanset hvordan du vender og drejer den, ikke dyb visdom.
Biografien er således langtfra at være stor skrivekunst, men den er til gengæld lige så nede på jorden som dens hovedperson tilsyneladende har formået at være gennem al virakken. Og det er faktisk ganske prisværdigt.
Samtidig formår bogen på udmærket vis – og netop som en god (rock)biografi skal – at tegne et portræt af hovedpersonens samtid og sfære, her eksempelvis en del af det danske musikmiljø i anden halvdel af firserne og, senere, den artistiske identitetskrise for bandet, da grungen gør sit indtog og underminerer alt hvad D-A-D repræsenterer.
Fordelt over bogens godt og vel 250 sider får vi endvidere en stribe fotos fra de private arkiver. Og når selv en hengemt akademiker med hang til Cohen og Cave kan finde fornøjelse i læsningen – mon så ikke også Binzers mange trofaste fans kan?
Karakter: 4 ud af 6 stjerner
Jesper Binzer: I Won't Cut My Hair, Gyldendal, 256 sider, vejledende pris 249,-
