R&b- og funklegenden giver koncert på Portalen den 13. oktober
Sidste gang den amerikanske diva Chaka Khan optrådte i Danmark var i august 2011, hvor hun var en del af Princes NPG-festival i 10-øren på Amager. Nu vender funksangerinden tilbage for at give koncert den 13. oktober på Portalen i Greve. Det vil være en eksklusiv event, den eneste i Danmark, hvor der vil blive stillet caféborde op i den store sal for at skabe en mere intim oplevelse.
I 1970'erne var Chaka Khan frontfigur i funkorkestret Rufus, inden hun gik solo i 1978 og fik et megahit med "I'm Every Woman" fra debutalbummet. Sangerinden har siden haft flere store hits, og har vundet en lang række Grammyer – sidste gang i 2008, hvor hun vandt både "Bedste r&b-album" og "Bedste r&b-performance".