Nyhed

Distortion fyrer chef

Sekretariatschef er ikke længere en del af festen

For omkring et år siden blev Jon Laursen ansat som sekretariatschef på den københavnske Distortion Festival for at få styr på økonomien og professionalisere og styrke organisationen, men han er ikke længere nødvendig for Distortion og er derfor blevet fyret, skriver Politiken. 

Gade- og musikfestivalen er, i takt med at have vokset sig større år for år, også blevet kendt for at have en del rod i regnskaberne. Det skyldes, at festivalens direktør Thomas Fleurquin ifølge Politiken har udbetalt ulovlige lån til sig selv, og der har desuden været store kontantbeløb, der ikke kunne forklares. Distortion, der finder sted i første weekend af juni og skifter bydel hver dag, lever primært af støttekroner, og derfor har der været en del opmærksomhed på festivalens økonomi og især direktør Thomas Flerquins metoder. 

Distortion har eksisteret siden 1998, og oprydningen af gadefesterne har været en sten i skoen i nogen tid. Derfor valgte Distortion, som noget nyt i år, at indføre et frivilligt gadearmbånd. Gæsterne kunne i ugerne op til og under festivalen købe et god-stil-armbånd til 100 kr. Indtægterne derfra skulle gå direkte til rengøring og sikkerhed under gadefesterne, der er en stor del af Distortion. Desværre gik salget ikke som håbet, så det bliver spændende at se, hvordan Distortion ser ud i 2013. 


Distortions bestyrelsesformand Lærke Hein udtaler til Politiken, at man ikke har haft økonomi til at beholde Jon Laursen, og der er ikke aktuelle planer om at genbesætte stillingen.

Festivalen bød i år på store nationale og internationale navne som Suspekt, Lucy Love, Linkoban, Trentemøller, Chromatics og Pete Tong. Du kan læse GAFFAs dækning af festivalen her.

ANNONCE