Nyhed

Guide: 13 rigtige koncerter i oktober

Det vrimler med koncerter i efteråret. Vi har fundet 13 af de mest spændende liveoplevelser i oktober til dig.

Foto: Cold Specks. Se flere billeder af de anbefalede kunstnere i GAFFAs gallerisektion.

Oktober måned er ensbetydende med kulde, regn og blæst, men det er også ensbetydende med rigtig mange gode koncertmuligheder i hele landet. GAFFA har fundet 13 af de bedste til dig, og der er ledige billetter til alle arrangementer i skrivende stund.

Cold Specks, Atlas, Aarhus, torsdag den 4. oktober, klokken 21.00 og Store Vega, København, fredag den 5. oktober, klokken 21.00.


I maj i år udkom Cold Specks' første album "I Predict A Graceful Expulsion". Den 24-årige sangerinde betegner selv musikken som "doom soul", som nok bedst kan beskrives som en blanding af blues-folk og akustisk guitar krydret med hendes imponerende vokal. GAFFAs anmelder gav albummet fem ud af seks stjerner og skrev blandt andet: "(…) " Predict A Graceful Expulsion er et absolut forbilledligt album, der kalder på flere afspilninger, allerede inden det flotte og sjælfulde afslutningsnummer I Lay Me Down er løbet ud. (…) Gennem albummets elleve skæringer kommer man omkring adskillige afkroge af følelsesregistret."

Køb din billet til Cold Specks via GAFFA Live

Jonas Breum, Skråen, Aalborg, lørdag den 6. oktober, klokken 22.30 (turnéstart).


Den danske sanger og sangskriver Jonas Breum er klar med en efterårsturné rundt i det danske land i oktober og november måned. Breum udgav i foråret sit debutalbum "Fremtiden Findes Hos Hende Jeg Forlod", som GAFFAs anmelder Erik Barkman gav fem flotte stjerner og følgende ord med på vejen: "Et hjerteskærende smukt svendestykke, der fortjener et stort og lydhørt publikum." Vi ser frem til at opleve den talentfulde og ærlige sangsmed på landevejen.

Køb din billet til Jonas Breum via GAFFA Live – for Skraaen-koncerten er der dog intet forsalg.

Teitur + support Mads Björn, søndag den 7. oktober, V58, Aarhus, klokken 20.00.


GAFFAs anmelder, Pelle Sonne Lohmann, gav seneste udspil fra Teitur fire ud af seks stjerner og skrev, at det er "tale om en fin lille ep, der lover godt for det kommende sjette album." Den færøske sanger, guitarist og pianist tager Mads Björn med sig, når han kommer til Aarhus. Mads Björn er kendt for sine stemningsfyldte numre, og hans debutalbum "Monolith" fik meget rosende ord med på vejen af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez, der gav albummet fem ud af seks stjerner og sammenlignede den unge mand med Bon Iver. Der er dermed lagt i ovnen til en stemningsfuld aften på V58.

Teitur lægger blandt andet også vejen forbi Lyngby, Randers, Horsens, Esbjerg, Kolding og Sønderborg i oktober.

Køb din billet til Teitur via GAFFA Live

SSO 60 Minutes Of Efterklang, tirsdag den 9. oktober, Konservatoriets Koncertsal, København, klokken 19.30 (turnéstart).

Efterklang er yderst albumaktuelle. "Piramida" udkom sidst i september og har fået fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, Michael José Gonzalez. Den 9. og 10. oktober vil Efterklang sammen med Sjællands Symfoniorkester/Copenhagen Phil opføre det nye album i Konservatoriets Koncertsal med orkesterarrangementer af komponisterne Karsten Fundal og Missy Mazzoli. Det bliver 60 minutter fyldt med inspirerende musik, mystiske vibrationer og masser af Efterklang. Koncerten 10. oktober er udsolgt.

Konstellationen spiller også 12. oktober i Kulturværftet i Helsingør.

Køb din billet til Efterklang via GAFFA Live 

L.O.C., torsdag den 11. oktober, Portalen, Greve, klokken 20.00 (turnéstart).

I denne måned er landets ubestridte hiphop-konge, L.O.C. klar med sin største landsdækkende turné nogensinde. Den 11. oktober indleder rapperen sin store turné med titlen "Prestige Paranoia". "Prestige Paranoia"-turnéen indtager i alt 19 spillesteder i perioden fra den 11. oktober til den 30. november, som indeholder en bred vifte af byer, som L.O.C. tidligere har spillet før samt en række nye steder. Størrelsesmæssigt varierer stederne fra 400 til 4000 i kapacitet, således at turnéen bliver så bredtfavnende som overhovedet muligt.

Køb din billet til L.O.C. via GAFFA Live

Veto, torsdag den 11. oktober, Posten, Odense, klokken 20.00 (turnéstart).

Veto er dygtige til at fange deres live-publikum med deres elektroniske univers, og med deres seneste udspil, ep'en "Sinus", med i kataloget, er der lagt op til en turné med en god blanding af gammelt og nyt materiale. "Sinus" fik fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, Christian Erin Madsen, som skrev, at "denne musik bærer præg af en renselsesproces, en art ny begyndelse." Det tyder altså på, at Veto har udviklet sig, og det bliver spændende at se, hvordan det vil præge deres koncertturne, som tager dem rundt i hele landet.

Køb din billet til Veto via GAFFA Live

Rangleklods + support Belle Ville, fredag den 12. oktober, Radar, Aarhus, klokken 21.00 (turnéstart).

Esben Andersen, der står bag Rangleklods, udsendte debutalbummet i foråret 2012. GAFFAs anmelder, Jesper Buhl, gav Beekeeper, som det er kaldt, fem ud af seks stjerner og skrev, "at han har fundet en fin balance mellem det elektroniske og det organiske, det skønne og det skurrende, umiddelbarheden og den strittende modstand." Rangleklods spiller også i Aalborg, Lyngby, København og Albertslund.

Køb din billet til Rangleklods via GAFFA Live

Sound Of Copenhagen, lørdag den 13. oktober, Koncerthuset i København, klokken 21.00 (få billetter).

Nonprofit-projektet er stiftet af Le Gammeltoft og nu afdøde Kjeld Tolstrup i 2008, og formålet er at udbrede kendskabet til dansk elektronisk musik. Ni album og en ekslusiv udgivelse senere udvides projektet nu med en live-koncert i Koncerthuset. Det imponerende lineup byder på store som små navne fra den elektroniske verden såsom Vinnie Who, Hankat, Visti & Meyland, Rosa Lux, Troels Abrahamsen, Mikael Simpson, Lulu Rouge og Suspekt. Efter showet, der styres af Le Gammeltoft og Simon Juul, er der efterfest, hvor blandt andre Trentemøller spiller et dj-sæt.

Køb din billet til Sound Of Copenhagen via GAFFA Live

Black Cheese Night, fredag den 19. oktober, Pumpehuset, København, klokken 22.00.

Pato Siebenhaar er manden bag pladeselskabet Black Cheese Records, der nu udsender sit andet mixtape. Det skal naturligvis fejres, og der er lagt i ovnen til en koncert-fest af høj kaliber i Pumpehuset. Ud over Pato selv, der spiller under navnet Ostefar, kan man se live-optrædener fra Specktors, Cheff Records, Danni Toma & Noodle, Raske Penge, Linkoban og Honey Shain. Til efterfesten er prominente dj's som Granaten, Pelle Peter Jensen og PiffPaff i huset. "Black Cheese Mixxtape Vol. 2" udkommer den 8. oktober.

Køb din billet til Black Cheese Night via GAFFA Live 

The Raveonettes, lørdag den 20. oktober, Train, Aarhus, klokken 21.30 (turnéstart).

Det sjette Raveonettes-fuldlængde-album, "Observator", udkom den 10. september og er indspillet på kun syv dage. Sharin Foo og Sune Wagner har begge haft andre projekter sideløbende med The Raveonettes, men ifølge GAFFAs anmelder, Rune Schlosser, slår de endnu engang fast, "at The Raveonettes er en af de sikreste danske leverandører af høj musikalsk kvalitet." The Raveonettes spiller også i Store Vega 26. oktober og Studenterhuset, Aalborg 27. oktober.

Køb din billet til The Raveonettes via GAFFA Live

Saybia, lørdag den 20. oktober og søndag d. 21. oktober, Koncerthuset, København, klokken 20.00 (få billetter til begge dage).

Saybias album fra 2002, "The Second You Sleep", blev en landeplage i hele Danmark, da det udkom. Nu kan det genopleves i sin fulde længde til P3 albumsession i Koncerthuset. Albummet solgte dobbelt platin – 100.000 plader – og var også en succes i udlandet. På grund af den store efterspørgsel blev der hurtigt sat en ekstra koncert op, og begge dage er der nu kun få billetter tilbage.

Køb din billet til Saybia via GAFFA Live

Spil-Dansk-Dagen, torsdag d. 25. oktober, hele landet.

Dagen, hvor dansk musik hyldes, har eksisteret siden 2001, og i år udvider Spil Dansk med henholdsvis Spil Dansk Optakt og Spil Dansk Weekend. Det betyder, at der fra den 15.-24. oktober vil være koncerter, debatter og workshops med fokus på dansk-produceret musik – altså Spil Dansk Optakt. Efter selve Spil Dansk Dagen, der fungerer, som den plejer den 25. oktober, vil der fra den 26.-28. oktober være Spil Dansk Weekend med koncerter i hele landet. Blandt andet spiller Kira Skov i Riddersalen på Frederiksberg klokken 20. 

Se Spil Dansk-programmet for din by her

Dirty Projectors, torsdag den 25. oktober, VoxHall, Aarhus, klokken 20.00, Store Vega, København onsdag den 31. oktober.

"Man skulle være et skarn, hvis man ikke – ansporet af disse 12 fine numre – gik og glædede sig til både bandets kommende Danmarksbesøg og til, at de øvrige 58 sange, Dave Longstreth skrev i samme ombæring, ser dagens lys." – sådan skrev GAFFAs anmelder, Michael José Gonzalez, om bandets udgivelse "Swing Lo Magellan", der udkom i sommer, og som han gav fem ud af seks stjerner. 

Køb din billet til Dirty Projectors via GAFFA Live

ANNONCE