Nyhed

Søren Huss: Jeg kunne ikke håndtere succesen

GAFFA har talt med sangeren og sangskriveren, der er aktuel med sit andet soloalbum

Se masser af nye, eksklusive fotos af Søren Huss på Holckenhavn Slot ved Nyborg i GAFFAs gallerisektion

Søren Huss udgiver mandag den 15. oktober sit andet soloalbum, "Oppefra & Ned", efterfølgeren til den succesfulde debut "Troen & Ingen" fra 2010. I den forbindelse har GAFFA mødt Huss på hjemmebane i Nyborg, hvor det er blevet til en lang snak både om det nye album og Huss' tid som forsanger i Saybia. Om denne tid siger Søren Huss blandt andet:

– Jeg vil gerne udtrykke noget, der betyder noget for folk, som de selv kan se sig selv i, noget der har en vis dybde. Det lette popunivers og den flygtige og i visse tilfælde voldsomt eksponerede succes interesserer mig ikke. Jeg har prøvet at være popstjerne, og jeg har vist, at jeg godt kan skrive et omkvæd, som folk kan synge med på. Ved udgivelsen af Saybias andet album (These Are The Days, 2004, red.) var den helt store popmaskine kørt i stilling.


– Sekvenser fra vi spillede blev filmet fra helikopter til dvd-udgivelse, fans blev fløjet ind fra ind- og udland til release party, og alt var skruet helt vildt op. Jeg har prøvet det og bryder mig ikke om det. Så hvis det hele går stille og roligt uden den helt store eksponering, generer det mig ikke. Faktisk prøver jeg bevidst at undgå de store pop-hooklines. Jeg har ikke lyst til at være ung med de unge, jeg vil langt hellere være generationssangskriver, en der følger min generation op igennem livet. Det vil være en ære at få lov til. Jeg vil fortsat meget gerne være på banen om ti år.

 

Elendig til at forvalte succesen


Søren ved, hvad han taler om, for han har om nogen prøvet at være i hitmaskinens kødkværn på godt og ondt. Efter små otte år i øvelokalet fik Saybia pludselig bragende succes med debutalbummet The Second You Sleep i 2001, der endte med at sælge over 300.000 enheder.

– Vi, og ikke mindst mig selv, var elendige til at forvalte succesen. Ganske enkelt. Jeg havde det voldsomt svært med den enorme presseopmærksomhed, og fik slet ikke udtrykt, hvor fantastisk og privilegeret, det også var at opleve så overrumplende en succes. Det hele kom til at handle om, hvor hårdt det var at turnere, presset for at følge op på debuten, vi blev uvenner, gik ned på skift og så videre. Og efter den første eufori vendte bøtten. Da I Surrender fra den anden plade udkom, kørte der en radiokampagne, der gik på "kom og tud med Søren Huss". Folk syntes, det var vældig morsomt og "tudede med", når de så mig på gaden. I al min selvhøjtidelighed syntes jeg, at det var dybt uretfærdigt. Jeg prøvede at være ligeglad, men "jeg kunne ikke håndtere det'" (hvert ord sagt med eftertryk). Men det var en meget værdifuld erfaring, som jeg er glad for at have i bagagen i dag.

Når du ser på Saybia indtil nu, hvordan vurderer du så karrieren?


– Tre af os har 20 års jubilæum her til vinter, det er jo sindssygt. Jeg føler mig utroligt privilegeret i forhold til alt, hvad vi har oplevet og fået lov til. Jeg har svært ved at bruge ordet fans, men er utrolig glad for, at så mange har fulgt os. Personligt er jeg mest tilfreds med vores andet album, som jeg oplever som helstøbt. Jeg synes, der er nogle gode sange på treeren Eyes On The Highway, men det er en plade, jeg aldrig kommer til at høre igen, jeg kan simpelthen ikke lide den plade, den blev lavet mere af nød end af lyst, og det er et dårligt udgangspunkt. En ting jeg fortryder er, at vi ikke spillede tre-fire ekstranumre fra The Second You Sleep, da vi som bebudet "kun" opførte vores andet album på Roskilde Festival klokken to om natten i 2004, det havde ikke kostet os noget. Vi spiller stadigvæk, men har aftalt, at vi ikke laver en ny plade, før alle har tid og lyst, og hvornår, det sker, er ikke til at sige.

Indtil videre har Søren Huss da også rigeligt at se til. Oppefra Og Ned udkommer den 15. oktober, turnéen (med band) starter den 1. november i Nyborg, og det er meget muligt, at Søren ene mand begiver sig ud på tur til foråret. Saybia opfører The Second You Sleep ved P3's "albumsession" i Koncerthuset den 20. og 21. oktober.

Læs et meget længere interview i GAFFAs artikelsektion, hvor Søren Huss taler om det nye album, om at være flyttet tilbage til hjembyen Nyborg og om sin tekstmæssige og musikalske inspiration.

 

ANNONCE