Du kan nu streame "¡Uno!" på GAFFA.dk en lille uge inden udgivelsen
Green Day annoncerede tilbage i april, at de i slutningen af i år og starten af næste år vil udgive en trilogi med de tre passende albumnavne "¡Uno!", "¡Dos!" og "¡Tré!". Bandet har indspillet musikken i Oakland med produceren Rob Cavallo, som de også arbejdede sammen med på udgivelsen af deres kommercielle gennembrud "Dookie" fra 1994. Albummene bliver udgivet den 24. september, den 12. november og den 14. januar.
Bandet udtalte dengang:
"Vi er i den mest produktive periode i vores liv. Det her er det bedste musik vi nogensinde har skrevet, og sangene bliver bare ved med at komme", skriver bandet. "I stedet for at lave et album laver vi en trilogi. Hver sang har kraften og energien, der repræsenterer Green Day på alle planer. Vi kan bare ikke lade være... Vi er storladne som ind i helvede."
Sidste udgivelse fra Green Days hånd var tilbage i 2009, hvor bandet udgav albummet "21st Century Breakdown", og siden har bandet turneret flittigt og har flere koncerter i sensommeren og efteråret, blandt andet i Europa.
Første album i trilogien udkommer som sagt på mandag, men allerede nu kan du høre hele det nye album, da GAFFA har fået lov at streame det eksklusivt for Danmark. Lyt nedenfor og skriv gerne en kommentar om, hvad du synes om musikken. Rigtig god lyttelyst!