Nyhed

Rosa Lux skriver dagbog om Sebastian-fortolkninger

Rosa Lux' dagbog fra den sidste sommer-øvelejr med Lise Westzynthius, Rosa Lux m.fl., hvor de øver op til Sebastian-fortolkningskoncerten i Aarhus Festuge

På foto: Søren Bigum, N*Grandjean og Lise Westzynthius

I år har Sebastians gennembrudsalbum "Den Store Flugt" 40 års jubilæum, og i den forbindelse bliver albummet nyfortolket i Aarhus Festuge af Lise Westzynthius, N*Grandjean og Rosa Lux. De tre fremfører sammen albummet i DR's studier på Olof Palmes Allé mandag den 3. september. "Den Store Flugt" er Sebastians første dansksprogede album, efter at han året forinden var debuteret med det engelsksprogede "The Goddess". Albummet indeholder blandt andet de i dag klassiske Sebastian-numre "Når Lyset Bryder Frem", "Hvis Du Tror Du Er Noget" og "Rose".

Især Lise Westzynthius' forkærlighed for Sebastian er velkendt. De mødtes i 2003 til Steffen Brandts sangskrivertræf Uden For Sæsonen på Bornholm, ligesom Westzynhtius indspillede Sebastian-nummeret "Jennys Himmelfærd" på hyldestalbummet "En Hyldest Til Sebastian" fra 2009, hvor en række sangere og sangskrivere fortolkede Sebastian. Hun medvirkede også på hans første album i 21 år, "Øjeblikkets Mester" fra 2011, ligesom han synger duet med hende på hendes nyeste album, "Tæt På En Kold Favn" fra 2012, i en genfortolkning af sin egen "Sangen Om Langfart". Westzynthius har også akkompagneret Sebastian ved adskillige koncerter.


De tre involverede har løbende skrevet dagbog til GAFFA om projektet, og vi afslutter med Rosa Lux, der skriver følgende:

 

ROSA LUX' DAGBOG FRA DEN SIDSTE ØVER MED SUPERBANDET....


Vi afsluttede den sidste fase af øvningen i går og er nu i princippet klar til koncerten på mandag. En lille køkkenbordsøver søndag aften i Lises hus og den lange lydprøve mandag formiddag kommer helt sikkert til at gøre os mere trygge, men vi har virkelig lydt godt de sidste par dage og har alle sammen følelsen af, at numrene nu giver sig selv på trods af de til tider krævende akkordrundgange og former. Vi kommer ovenfra, og man kan høre at vi hviler i det, i modsætning til nogle af de første øvere, hvor det føltes som om, mit hoved skulle eksplodere af alt det, jeg skulle huske og fornemme på en gang.

Jeg har været meget taknemmelig de sidste dage for at få lov til at være med i Lises projekt. De sidste af mine numre forløste sig i forrige øveomgang, og det fritog mig for det pres, jeg ellers har haft. Jeg har ikke syntes, det har været ubetinget nemt og måske også følt en vis forpligtelse til, at mine fortolkninger skulle være elektroniske og beat-baserede. Det bliver de så ikke, og det er jeg faktisk virkelig glad for. Og siden har der været en anden lethed i mig, og jeg er for alvor gået ind i det utroligt spændende og vildt skræmmende projekt at være sanger. All in. Farligt og fedt!

Samtidig er Nikolajs og Lises numre blevet levende under vores hænder, og jeg bliver rørt og berørt over deres fortolkninger. Som barn betød pladen meget for mig, og nu får den en ekstra dimension samtidig med, at den trækker tråde tilbage til mine rødder.


Det er virkelig magisk at være et band. Jeg arbejder for det meste alene og har nok længtes efter den slags dynamik, der sker med andre mennesker, der spiller de samme numre igen og igen. Det er slående så forskellig processen er fra at producere minutiøst og detaljeret i et studie, til at forsøge at formulere sin ide til levende mennesker, som derefter spiller det med deres væsen og deres musikalitet. Det er vidunderligt og magisk og hårdt og givende. Og jeg er på røven over så dygtige de alle sammen er, og hvor kærligt vi lægger os op ad hinanden og fylder huller ud. Lise er den dejligste korpige på vores andres ting, Nikolaj spiller utroligt fine trommer, og Moogie og Søren groover og krammer og samler og bærer. Det er næsten spirituelt! Og så er det voldsomt sjovt at blive taget ud af sit vanlige element og for eksempel få lov til at spille møgunge-country-lilletromme!! Jeg øver mig i at ligge fremme på beatet, og det fylder så meget, at jeg forleden vækkede min kæreste ved at tromme hende på maven i søvne. All in. Og nu er det snart mandag!

Køb billetter til koncerten via GAFFA Live – der er i skrivende stund kun få billetter tilbage.

Læs de tidligere bidrag i serien her og her.

ANNONCE