Nyhed

Talentprojekt søger nordjyske bands

Keep On Rockin! leder efter unge, nordjyske musiktalenter til bandcamp

Nu kan unge, talentfulde, nordjyske musikere ansøge om at få lov til at deltage i talentprojektet Keep On Rockin!. Udvalgte bands og solister kan på en fem-dages musiker-camp i uge 42 få professionel coaching af etablerede, danske musikere og branchefolk. Som noget helt nyt i år er det ikke kun rytmiske bands, der kan deltage, men også singer-songwritere og elektroniske musikere.

Tidligere har en lang række nordjyske bands modtaget coaching fra professionelle branchefolk gennem Keep On Rockin!. Heriblandt er Broken Twin – som er aktuel på Det Elektriske Barometer og som support for Jens Lekman i aften i Vega (billedet) – Artificial Brothers, Rufus Spencer og Get Your Gun. Som coaches har tidligere blandt andre Kristian Riis (Nephew), Troels Abrahamsen (Veto), Carsten Heller (producer for Nephew med flere), Frederik Thaae (A Kid Hereafter), Søren Christensen (The Blue Van) og Jesper Majdall (Volcano) meldt sig. I år har Kristoffer Rom (tidligere Oh No Ono og nu på pladeselskabet Tambourhinoceros med mere) og Claus Bergmann (Kitty Wu) meldt sig, og der er flere på vej. De tilmeldte bands får vejledning og sparring i øvelokalerne, samt en personlig coach tilknyttet, der følger bandet under camp'en. Desuden vil der være oplæg om musikbranchekendskab.

Ansøgning om at komme med i projektet kan sendes til Søren Burholt Kristensen på rocktraum@gmail.com senest på søndag den 16. september. Et dommerpanel bestående af branchefolk vælger efterfølgende de bands, som skal deltage i lejren. Projektet bliver finansieret af Kulturaftale Nordjylland, Kulturministeriet, Hellerup Samvirke og Brønderslev Kommune.


Læs mere om projektet på Keep On Rockin!'s hjemmeside.

ANNONCE