Den livsbekræftende kvartet har fortsat speederen i bund og er nu klar med album nummer fem
De har kendt hinanden siden børnehaven og har altid spillet sammen. Først forsøgte de at erobre verden, siden kom de hjem og begyndte at tjene penge. Den livsbekræftende kvartet har fortsat speederen i bund og er nu klar med album nummer fem.
Det er lidt som at få den årlige influenza-vaccination eller som allergikeren, der får et ordentlig skud binyrebarkhormon hos doktormanden, inden pollensæsonen står for døren. Så er man ligesom genopladet og rustet til at klare hverdagens strabadser i en længere periode. På samme måde virker en dosis The Blue Van med passende mellemrum. Når man har set dem på scenen, er man ligesom blæst og rocket igennem på en måde, så en livsstyrkende effekt befinder sig i krop og sjæl et godt stykke tid fremover. The Blue Van skuffer aldrig på en scene. De leverer varen, om det er foran et talstærkt festivalpublikum eller foran den berømte luder og lommetyv i provinsen. Kvartetten ved godt, at de holder et højt bundniveau, og trommeslager Per Mølgaard Jørgensen udtrykker det ret præcist:
– Vi bliver aldrig kedelige, og vi keder os aldrig. Det er altid fedt at spille live, og vi har aldrig problemer med at sætte os op til en koncert.
Håndspillet, livlig og skizofren
The Blue Van har altid sværget til garagerocken, som den lød i de glade 60'ere, men har på de seneste par plader også leveret flere mere tidstypiske hitsingler i strammere og renere produktioner, som på forgængeren Love Shot. Nu er de klar med deres femte album Would You Change Your Life. En varieret omgang, der byder på såvel klassisk garagerock (titelnummeret og Harder Than A Diamond), soul a la tidlig Lenny Kravitz (Stay), stram keybaseret pop (Dreamers), en klaverballade (Weary Eyes), der kunne være skrevet af Lionel Richie, sprød akustisk guitar og tværfløjte-solo af 73-årige Kim Menzer (Gospel Of Dust) og et spooky instrumentalnummer, der lyder som noget fra Betty Blue-soundtracket fra slut-80'erne.
– Vi har vundet nogle og tabt nogle, på alle de plader vi har udgivet. Og sådan må det være. Der var dem, der syntes, at Love Shot var for pæn, og de har været typisk været glade for den nye single (Would You Change Your Life, red.). Men vi skal ikke ud og vise flaget, det her er vores femte plade. Man kan altid komme med floskler om, hvor meget bedre ens nye plade er end de forrige, og hvor meget den skal gøre, men hvis man ikke tror på, at man er det bedste band og har lavet sin bedste plade, skal man ikke gøre det. Men det tror vi på, konstaterer keyboardspiller og guitarist Søren Christensen roligt og bestemt:
– Det er en mere håndspillet og mere livlig og skizofren plade end de sidste par stykker, vi har lavet. Vi har brugt Jon Schumann (aka Joshua, red.) som producer (Mew, Kashmir, Kent, D-A-D, red.), og det har været hans rolle at samle trådene. Inden vi gik i studiet sagde han, "I skal vide, at hvis vi er uenige, så er det mig, som har ret."
– Vi er et ret kommunistisk band, hvor alle skal være enige, supplerer Steffen, så vi var lidt skeptiske over for den udtalelse.
– Men heldigvis viste det sig, at vi var enige hver eneste gang, fortæller Per.
Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.
Læs anmeldelsen af "Would You Change Your Life?" her.
