Nyhed

The Foreign Resort er klar med album og turné

Det danske new wave-band udgiver album i Europa og USA

Det københavnske støjrock-band The Foreign Resort er ved at være klar med deres nyeste album, som udkommer den 25. september i Europa og USA. Det kommende album med titlen "Scattered & Buried" bliver fuldt op med en turné i Danmark, Tyskland og Luxembourg sammen med amerikanske Nightmare Air. Efterfølgende rejser bandet over Atlanten på en tre ugers turné i USA til oktober. 

I 2009 udgav The Foreign Resort albummet "Offshore", som fik fire stjerner i GAFFA, og følgende ord med på vejen fra Finn P. Madsen: "Den glimrende sanger Mikkel Borbjerg Jakobsens desperate vokal er indhyllet i en monoton keyboardflade og en hårdt galoperende basgang, der sender tankerne til Joy Division. The Foreign Resort har med en stor international sound nøje afmålt balancen mellem det højtsvungne og skrøbelige. Trods inspiration fra Afghan Whigs og Interpol forstår bandet at udfordre lytteren med nogle skarpe guitarkontraster og demonstrative temposkift."

The Foreign Resort har tidligere spillet support for The Raveonettes' – som en del af Royal Beers' Tak Rock!-kampagne – på The Raveonettes' danmarksturné i 2011. De har tidligere også varmet op for A Place To Bury Strangers og Swervedriver samt spillet over 80 koncerter i USA. I oktober 2011 udgav de deres selvbetitlede ep i USA og Canada.


The Foreign Resort kan opleves følgende steder:

Torsdag 13/9: Studenterhus Aarhus klokkken 20 samt en in-store koncert i Stereo Studio klokken 16
Fredag 14/9: Posten i Odense
Lørdag 15/9: Huset i Esbjerg
Torsdag 27/9: Loppen i København

 


Køb billetter via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider.

ANNONCE