Nyhed

Tina Dickow topper hitlisten

Sangerindens nye album går direkte ind på førstepladsen på albumhitlisten

Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger GAFFA på toppen og ugens nyheder. I denne uge er Tina Dickow og hendes nye album "Where Do You Go To Disappear?" gået direkte ind på førstepladsen på albumhitlisten. Også andenpladsen er en nyhed, nemlig Mark Knopfler og hans "Privateering". På tredjepladsen finder vi en højdespringer i en helt anden genre, nemlig Hansi Hinterseer, der går op fra sidste uges 18. plads med albummet "Im Siebten Himmel".

Sidste uges etter, DJ Static og hans stort anlagte dobbelte debutalbum, "Rolig Under Pres", er faldet til en ottendeplads, mens Rasmus Seebach efter en lang periode i top tre er gået ned på en fjerdeplads med "Mer' End Kærlighed".

Figurines-sangeren Christian Hjelms første soloalbum "Før Vi Lette" er en nyhed som nummer fem, Julio Iglesias og "1" er ny på en syvendeplads, Cat Power og hendes meget roste "Sun" går ind på en niendeplads, Michael Learns To Rock og "Scandinavia" debuterer på en 19. plads, og endelig er evigt eksperimenterende Animal Collective og deres "Centipede Hz" nye på plads nummer 35.


Vi finder også en stribe re-entries på ugens hitliste. Tina Dickow-interessen i forbindelse med hendes nye album har sendt hendes to år gamle opsamling "Welcome Back Colour" tilbage på hitlisten på en 23. plads, Jay-Z og Kanye West er tilbage på en 33. plads med "Watch The Throne", nyligt koncertaktuelle Jack White går ind på en 36. plads med sin solodebut "Blunderbuss", Ed Sheeran går ind som nummer 37 med debuten "+", og endelig vender Emeli Sandé tilbage i bunden af top 40 med debuten "Our Version Of Events".

Tracklistens nummer et er i denne uge også en nyhed, nemlig PSY og "Gangnam Style", mens streaminghitlisten på tredje uge toppes af L.O.C. og "Helt Min Egen".

Den såkaldte bit-album-hitliste, der tæller downloads fra abonnementstjenester, har også Tina Dickow som ny etter i denne uge, mens den tilsvarende trackliste for enkeltnumre ligeledes har en ny etter, nemlig Alina Devecerski og "Flytta På Dej".


Se alle de officielle danske hitlister her.

 

ANNONCE