Nyhed

Daughter: Sangene er meget personlige

GAFFA mødte frontkvinden Elena Tonra før koncerten i Lille Vega

Onsdag den 10. april gav engelske Daughter en udsolgt koncert på Lille Vega i København. Trioen, der består af Elena Tonra, Remi Aguilella og Igor Haefeli, udgav den 18. marts debutalbummet "If You Leave", og er i øjeblikket på turné rundt i Europa med denne. Læs en anmeldelse af koncerten i GAFFAs anmeldelsessektion.

Inden koncerten fangede GAFFA Daughters frontkvinde Elena Tonra til en snak om deres musik, ep-formatet og hvad fremtiden byder på.

I har lige udgivet jeres debutalbum "If You Leave", er I tilfredse med resultatet?


- Ja, det er jeg virkelig. Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle forvente, fordi vi holdt kortene tæt på kroppen da vi indspillede. Vi ville være fuldstændig tilfredse med resultatet selv, inden vi spillede det for nogen. Det var også lidt en konsekvens af måden, den blev lavet på, som var mindre ideel. Vi turnerede rigtig meget, hvilket var fantastisk, men vi skulle også finde en god balance mellem netop at være på landevejen og finde studier, vi kunne indspille i. Jeg håber resultatet er blevet flydende og passer godt sammen, hvis man kan sige det, fordi vi indspillede forskellige stykker i forskellige studier, hvor end der nu var tid og plads til os. Vores fokus skiftede en del mellem indspilninger og koncerter, men det kan man forhåbentlig ikke høre på pladen.

Hvordan går I til værks, når I skal lave en plade?

- Allerede på et virkelig tidlige stadium laver vi demoer over alle de ideer vi har, både så vi ikke glemmer dem, men også fordi vi kan rigtig godt lide de der friske og umiddelbare ideer. Så det man kan høre på det færdige album, sådan arrangement- og produktionsmæssigt og alle de elektroniske elementer, var allerede på demoerne. Selvfølgelig er lyden meget anderledes, for når du optager i en lejlighed, får du ikke ligefrem en fed lydkvalitet.


Det personlige tekstunivers

Elena Tonra er lille af statur og i besiddelse af en lillepiget generthed og charme ud over det sædvanelige. Men det skal man ikke lade sig narre af, tværtimod. For noget af det, der bedst kendetegner Daughters musik, er det følelsestunge og til tider mørke tekstunivers, som Tonra skriver på egen regning og fortæller følgende om:

- Jeg skriver teksterne. Jeg tror, det er noget jeg er bedst til, hvis jeg er alene. På den måde føler jeg, at jeg kan være mere ærlig og oprigtig. Der er helt sikkert nogle tekster, der handler om specifikke personer og specifikke perioder i mit liv. Men der er også sange, der handler om ting, jeg bare interesserer mig for, om observationer og om generelle følelser frem for ting der virkelig er sket. Det gælder for alle sangenes tekster, at det er set fra mit perspektiv, min synsvinkel, og man kan derfor godt sige, at de alle er meget personlige.


Ep-formatet og fremtiden

Daughter udgav som sagt i marts måned deres debutalbum, men har derudover de to officielle ep'er "His Young Heart" (2011) og "The Wild Youth" (2012) med i baggagen. Da jeg spørger til, hvordan bandet har udviklet sig siden disse ep'er, kommet det hurtigt til at handle om ep'en som udgivelsesmulighed og hvad det er, den kan. For Ep-formatet synes at gennemgå en renæssance for tiden, hvor ikke kun up-coming bands, men også veletablerede grupper udgiver en ep i stedet for et fuldlængde album. Elena fortæller herom:

- Den ting, jeg virkelig godt kan lide ved ep'en er, at man kan have fire eller fem sange, eller hvor mange man nu end har, som har et meget præcist udtryk. Det er på en eller anden måde let overskueligt, og man kan virkelig få de sange til at passe godt sammen. Det var noget af det, jeg havde svært ved på vores album, som består af ti sange, altså at få følelsen af, at de passede virkelig godt sammen. Ep'en er også en måde at eksperimentere på, hvor du kan vise forskellige sider af dig selv, som du ikke nødvendigvis vil vise på et fuldlængdealbum, og giver på den måde en enorm frihed.

Afslutningsvist fortæller Enena om, hvad der er næste punkt på dagsordenen for Daughter. Turnéer og festivaler – de besøger også danske NorthSide – er højt på denne, men hun fortæller også, at de allerede er gået i gang med at skrive nye sange. Om det er noget, der på et tidspunkt skal udgives, er hun endnu ikke sikker på, det kan kun tiden vise.

ANNONCE