John Taylor: Min selvbiografi handler om at blive et rigtigt menneske

Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion

John Taylor omtales af flere som en af vor tids største bassister. I 1978 danner han med sin nabo og bedste ven, Nick Rhodes, det legendariske popband Duran Duran, hvormed han de næste mange år opnår stor succes. I dag udkommer han med selvbiografien "Kærlighed, Død og Duran Duran", og GAFFA har i den forbindelse mødt sanger, bassist og nu forfatter, John Taylor.

En terapeutisk proces

Biografien er en ærlig og sårbar skildring af livet som popstjerne, og om de positive og negative sider, der følger med. Taylor fortæller åbenhjertigt om sin ensomhed, om sine forhold og om sit årelange stofmisbrug, der var lige ved at tage livet af ham. Bogen skildrer selvfølgelig fænomenet Duran Duran, deres succeser og nedture, men ligeså meget handler den om mennesket John Taylor. Herom udtaler han:

- Bogen handler om dét at blive voksen, om at blive et rigtigt menneske. Hvordan man forholder sig til, at ens forældre dør, hvordan man forholder sig til skilsmisse, hvordan man forholder sig til alkoholisme og stofmisbrug. Den handler om ting, mange mennesker oplever selv, ting som rigtig mange mennesker kan identificere sig med.

Hvorfor udgiver du en selvbiografi på dette tidspunkt i dit liv?

- Jeg startede med at skrive bogen som en slags terapeutisk proces. Jeg har mistet begge mine forældre, og det har været en af de der grundlæggende og dybe oplevelser, der får dig at tænke over dit liv. Det var vigtigt for mig at finde en eller anden måde, hvorpå jeg kunne konceptualisere deres eksistens og bevare mindet om dem. I forhold til Duran Duran så føler jeg også, at der er gået nok tid til, at jeg kan se tilbage på den periode i et nyt perspektiv, uden at blive vildt emotionel og uden at ønske mig tilbage dertil. Det var som om, det var nogle andre der havde gjort det, og jeg kunne på den måde have en vis distance i skriveprocessen.

Den katolske og musikalske opvækst

Nigel John Taylor (ja, Nigel!) vokser op i Birmingham-forstanden Hollywood som genert enebarn. Hans far, Jack, var ateist, mens moderen, Jean, var flittig kirkegænger. Så flittig, at John Taylor i de første år af sit liv dagligt var med i den lokale katolske kirke, St. Jude's. I denne kirke blev John, for at bruge hans egne ord, udsat for "noget af det mest vidunderlige musik, der nogensinde er skrevet". I bogen skriver han, at den musik stadig den dag i dag har stor indflydelse på al den sangskrivning, han er involveret i. I interviewet forklarer han videre:

- De sange, der udgør den katolske salmebog er virkelig kraftfulde. De har overlevet i flere århundreder, og det er der en grund til. Men vi tager dem for givet. Strukturen, arrangementerne, harmonierne, melodierne, vi taget det hele for givet. Man tænker aldrig over, at der rent faktisk er nogen, der har skrevet disse ekstraordinære sange.

Musikken begyndte på denne måde at kunne gå under huden på John. I hans tidlige teenageår begyndte han at dyrke popmusik, som moderen ligeledes var stor fan af, og det blev startskuddet for en musikalsk karriere. Det var ligeledes i denne periode, Nigel blev skiftet ud til fordel for John. John fortæller om denne periode:

- Jeg var omkring de 16 år, da Sex Pistols kom frem, og det var en fucking revolution. Alle, og jeg mener ALLE, under 20 år var på det tidspunkt i et band, alle ens skolekammerater og så videre spillede. Alle ville lave musik. Det betød ikke noget, at det ikke rigtig var nogen, der kunne finde ud af det, det var ikke det, det handlede om. Det var virkelig en fantastisk tid. Simon, Roger, Andy, Nick, alle i bandet kom ind i musik på den måde. Og vi var jo så bare heldige, og ramte noget på det rigtige tidspunkt.

Poetiske øjebliksbilleder

John Taylor er i virkeligheden, som han er på papir: åben, ærlig og meget snakkesalig. Stemningen er afslappet i den bagende sol i en baggård på et københavnsk hotel. Men med den mand, der sidder over for mig nu, er det svært at forestille sig både barnet, den generte og bebrillede John Taylor og den unge og rastløse John Taylor, der var afhængig af kokain, som man begge har lært at kende i bogen. Han virker afbalanceret.

Sådan har det dog ikke altid været, og i bogen beskriver Taylor igennem nærmest poetiske øjebliksbilleder, hvordan stofferne forførte og overmandede ham:

"Min følesans eksploderer blidt. Rør ved mig! Rør ved mig igen! Silke, læder. Jeg svømmer i teksturer, der både er hellige og nye. En pige danser ved siden af mig i en kjole, der er så blød, at jeg kan stikke fingrene direkte igennem den. Og lysene danser også, så inderlig, inderligt forførende. Ikke destruktivt, kreativt. Dybsindigt pulserende som smeltet guld. Alle i rummet er forelskede i mig, og jeg er forelsket i dem".

Forholdet til Danmark

I perioden 1985-1989 danner John Taylor par med den danske supermodel Renée Toft Simonsen, og han har kun rosende ord til overs for hende i dag. Grundet dette forhold har John Taylor også et helt specielt forholdt til Danmark, hvorom han siger:

- Vi [red. Renée og Taylor] var meget tætte i de år. Jeg har holdt jul her med hendes familie, og vi har været på flere ferier i Danmark. Jeg fik på en måde et kig ind bag gardinet i det danske samfund og familieliv. Og sådan som jeg ser det, er det et meget intellektuelt samfund og politisk på en måde. Folk elsker at debattere og diskutere, men ikke på en ond måde. Og når man har haft en sådan forbindelse, er det klart at man har et eller andet forhold til landet. Når jeg kommer her bliver jeg altid lidt blødere om hjertet.