Nyhed

Psys "Gentleman"-video slår nye rekorder

Videoen til "Gentleman" blev vist 20 millioner gange det første døgn – og succesen fortsætter

Det sydkoreanske popfænomen Psy bliver ved med at slå rekorder. Ikke blot er videoen til hans kæmpehit "Gangnam Style" blevet vist over en millard gange. Hans nye video, "Gentleman", har allerede slået en rekord. Videoen blev offentliggjort i lørdag klokken 13 dansk tid, og på det første døgn blev den vist 20 millioner gange. Det er en ny rekord, skriver Bangkok Post. Den hidtidige rekord blev indehavet af Justin Bieber, hvis video til "Girlfriend" blev vist 8 millioner gange på et døgn, da den kom ud i maj 2012.

I skrivende stund er videoen til "Gentleman" vist 92 milloner gange på fire døgn.

Både musikalsk og visuelt lægger "Gentleman" sig lige i kølvandet på "Gangnam Style". "Gentleman" følger nogenlunde samme opskrift som forgængeren med en blanding af sydkoreansk og engelsk, one-liners, rap, sang og dancebeats. Videoen byder på masser af lettere akavet dans, og Psy ses i nærkontakt med masser af kvinder, som han både kurtiserer og driller – og omvendt. Musikvideoen til "Gentleman" er ligesom "Gangnam Style" optaget på forskellige steder rundt om i Sydkoreas hovedstad Seoul.


Skulle du endnu ikke have set videoen til "Gentleman", eller bare vil se den igen, kommer den her:

 


ANNONCE