Eksklusivt interview med The Velvet Underground-veteranen
Den 29. august åbnede den walisiske rocklegende John Cale årets udgave af Aarhus Festuge med første opførelse nogensinde af sit kuldslåede og kompromisløse 1982-album "Music for a New Society." Den 71-årige Velvet Underground-veteran ankom flere dage i forvejen til den jyske hovedstad for at øve med lokale strygere og korsangere - og når John Cale sidder på et hotelværelse få hundrede meter fra GAFFAs kontorer, ja, så skal der altså foretages nogle telefonopkald.
Og sandelig om det ikke lykkedes at få en audiens hos den egensindige musiker - og en længere snak om såvel "Music for a New Society" som andre aspekter af den fem årtier lange karriere. Her følger hovedparten af samtalen - mens endnu mere vil være inkluderet i næste måneds portræt af den afdøde kollega Nico, som kan læses her på GAFFA.dk fra 16. oktober, hvor sangerinden ville være fyldt 75.
Anden slags krise
"Music for a New Society" er et album, som på mange måder synes gennemløbet af personlig krise. Hvordan oplever du det at vende tilbage til det her materiale?
Det er en anden slags krise....og der er en indbygget selvmodsigelse i albummet. Albummet skulle have været en soloplade, og intet betød noget, men mindre båndene rullede. Det vil sige, at du kun har et forsøg til at indfange sangen - så du tænker over det så meget som muligt, forbereder dig, og så indspiller du det. Nogle af disse sange var bedre forberedt end andre; meget af det er improviseret. Og en del af det er uden for boksen, jeg mener: Noget af det er stadig obskurt....men midt i det hele er der også nogle virkelig følelsesladede, lyriske sange.
Fælles for dem alle er, at du aldrig ved, hvor balancen ligger, og der er noget uforberedt over dem alle. Så at vende tilbage til det i dag.....nogle af sangene kunne jeg ikke huske, fordi de netop var improviserede. "Sanities" og "Library of Force," for eksempel. De var også meget sparsomt arrangerede...."Changes Made" var en bandsang, men alt det andet var... mig i færd med at overgøre mig selv, ovenpå mig selv. Og fordi der var få instrumenter, er atmosfæren ved tilføjelsen af et ekstra instrument i virkeligheden det, som styrer sangens tone.
Den måde, du skaber en ambiens omkring den atmosfære, er ved at have en masse ekko. Det er gennemblødt af ekko, som i en krypt eller hule. Det er nødvendigt, når du skal opføre det her album. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at fungere, men jeg forsøger virkelig at få lydmanden til at forstå, at de her ikke bliver en rockkoncert for fuld udblæsning.
Beslægtet, javist, men du er i et større rum... du vil være i den der hule, du vil omsluttes af sangene. Mange af sangene har krævet en ny tilgang, men jeg er meget glad for udfaldet. Sangene har ændret personlighed...de har de samme problemer, samme understregninger og nuancer - men nogle af dem er blevet til andre dyr.
Personlig kontekst
Men hvad var den personlige kontekst, da du i sin tid indspillede pladen? Hvordan så John Cales liv ud i '82?
Kaotisk. Det mest disciplinerede aspekt af mit liv på det tidspunkt var at lave pladen. Intet andet var disciplineret. Så du kan nok forestille dig, at hvis det her album repræsenterede følelsen af et hjem, såeh... men jeg var glad i det hjem, fordi jeg havde kontrol over det. Det havde jeg ikke over alt det andet.
Efter udgivelsen sagde du til Melody Maker, at - og jeg citerer - "sangene er mestendels om fejlplaceret tro og fortrydelse." Kan du uddybe det, når du kigger tilbage idag?
Jeg husker det ikke. Jeg mener: Det kan have knyttet an til specifikke begivenheder på det tidspunkt, som jeg ikke husker længere.....
Ok. Men i det samme interview sagde du, om selve indspilningen, at det var "som method acting. Vanvid. Ulideligt. Jeg gav slip på mig selv....det blev en form for terapi, en personlig excorsisme." Knytter idéen om musik som dæmonuddrivelse specifikt an til det her album, eller ser du det som en del af det at lave musik, i mere generel forstand?
Du har ret i, at det element har været på spil på mange af pladerne. På "Caribbean Sunset" er der et eksperiment, hvor jeg begynder at improvisere en sang, mens jeg råber akkordskiftene til bandet.....mange af albummene rummer det element. Men ikke mange på en lige så kantet måde som "Music for a New Society," dog. Der er få, som er lige så udforskende som det her....
Alene på Arktis
En anden af dine plader med en grundtone af dyb desperation - og i øvrigt en af mine personlige favoritter - er "Slow Dazzle" fra '75. Kan du fortælle lidt om det album og dit liv i London på det tidspunkt?
"Slow Dazzle" var nok mit mest succesfulde rockalbum fra den periode; den var ikke helt så kantet som (forgængeren, red.) "Fear".....men nogle af mine yndlingsting findes der på. Nogle Beach Boys-inspirerede ting, nogle narrative ting....det var sjovt at lave det album, for jeg havde samlet den gruppe, jeg skulle arbejde med, og det hele var meget lige ud ad landevejen. "Leaving it Up to You" og mange andre sange blev skrevet i studiet....men de var ikke helt så drakoniske som "Music for a New Society." Atmosfæren og stedet var anderledes, og jeg havde folk til at hjælpe mig......med "MNS" var det anderledes ensomt. Som éen, der er blevet efterladt alene på en arktisk base.....
Generelt talt er der et ganske stærkt element af ensomhed, desperation og lidelse til stede på en del af dit ældre materiale. I dag dyrker du fitness og virker - hvis jeg må være så fri - ganske velafbalanceret. Hvad ændrede sig... og hvornår... og hvordan?
Hovedsagen var at jeg bemærkede, at jeg var ved at miste min sans for humor. Din humoristiske sans er den, du bruger til at komme igennem visse situationer, og når du mister den, sidder du ligesom fast. Og det eneste jeg kunne komme i tanke om at gøre, var at ændre mig totalt. Så det gjorde jeg: Jeg valgte den vanskeligste sport, jeg kunne finde på, for at få mig selv ud af det. Jeg begyndte at spille squash, og så kørte det ligesom derfra.....så snart du gør det, er du virkelig tvunget til at fokusere på din fysik.
Og hvornår fandt den forandring sted?
Da min datter blev født... så det er faktisk 38 år siden.
I oktober ville din gamle samarbejdspartner Nico være fyldt 75... har du noget imod at tale lidt om hende?
Lidt er ok...
Glimrende. Du deltog i en mindekoncert for hende i Brooklyn tidligere på året... hvorfor er hun en vigtig kunstner at mindes?
Der har været flere; den første var vist i London. Og det første du gør er selvfølgelig at se på, hvem der vil være interesseret i at fortolke bagkataloget. Hvilke sange vil passe hvilke personer og så videre, og hvem er overhovedet interesseret i at deltage. Og det viste sig, at det overvejende flertal af dem, der var interesserede i at medvirke, var yngre kvindelige kunstnere.
Som allesammen anerkendte hende for at have sat en standard for stålsathed og poetisk begær. Hun var døv på det ene øre, hun var tysktalende og begyndte at skrive sange på engelsk... indimellem var der enkelte på tysk. Men det viste sig virkelig at være de unge singer/songwritere, som beundrede hende... og sådan har det været siden.
Mange nye sange
Lou Reed, som jeg havde en snak med for et par år siden, synes stadig i ganske høj grad at idolisere Andy Warhol og mytologisere hele scenen omkring ham... hvad tænker du om det miljø, set i bakspejlet?
Det var meget komisk. Meget komisk.
I et retrospektivt lys, eller dengang?
Det var ustyrligt morsomt, i situationen, fordi der var en masse kreative mennesker samlet. Der var et beskyttet, homoseksuelt miljø, hvor de kunne komme og være kreative og gøre, hvad de ville. Det var ekstraordinært. Og meget morsomt.
Ok. Da du udgav "Shifty Adventures in Nookie Wood" sidste efterår var det dit første album i seks-syv år. kan du kaste lidt lys over, hvordan dine kunsteriske planer ser ud p.t.?
Der er lige kommet en ny single ud, "All Summer Long," som handler om stranden....hvilket er noget nyt for mig. Jeg har arbejdet med "Music for a New Society," og er ved at gøre klar til at genudgive den. Og afhængig af hvordan det går på torsdag... jeg kan virkelig godt lide de nye versioner, de har deres helt egen stemning. Så det arbejde fortsætter.
Og jeg har mit eget studie i Los Angeles, hvor jeg bor, og jeg arbejder hele tiden, tager i studiet og skriver sange. Jeg har nogen at arbejde med i studiet, er meget godt tilpas med det og bliver bedre og bedre. Der er en masse sange, som ikke er udgivet endnu. Jeg ved ikke, hvornår det kommer til at ske; jeg skal spille den del live. Det handler om at samle en gruppe omkring sig, som fungerer og bliver bedre og bedre, og det er på en måde, hvad der er sket.
