Medierne kritiserer Smukfest-koncerten for trange publikumsforhold og for få hits
Sent i aftes spillede Prince som det absolutte hovednavn på Smukfest i Skanderborg, og her dagen derpå er anmelderne klar med deres dom. Der er bred enighed om, at koncerten var på det jævne, og alle større medier giver tre eller fire stjerner. Flere anmeldere kritiserer dels manglen på hits og de mange jamsession-prægede passager i Princes sæt, dels det faktum, at publikumskapaciteten var for lille til de mange fremmødte, og at folk derfor stod som sild i en tønde.
Hvis vi tager anmeldelserne nedefra, karaktermæssigt, ser billedet sådan ud:
BT's Jan Eriksen uddeler tre stjerner og skriver blandt andet:
"Prince indspillede tidligt i sin karriere et nummer med titlen 'Scandalous'. Indrømmet, godt en time inde i den ukronede funkkonges koncert her i aften og nat, var det ordet på blokken: skandaløst, Skanderborg. Skandaløst at Skanderborg lukker flere gæster ind, end der er kapacitet til ved de store navne foran de to bøgescener. Med et gæt: Mellem 1/4 og 1/3 af publikum til Prince-koncerten stod, så de ikke kunne se scenen. Heller ikke rigtig høre den. Som andet end en lydmur, som når naboen holder fest."
Om musikken skriver han blandt andet: "Prince som hovednavn på Smukfest foran 30.000 mennesker. Fadøl og hele moletjavsen. Vi vil høre hits. De første par timer talte jeg 'Let's Go Crazy', stumper af 'Rasberry Baret', 'Take Me With You' og 'U Got The Look'. Ellers noget af en jamsession. Manden koketterede ligefrem med, at han opfandt musikken, mens han stod på scenen. Det er simpelthen ikke godt nok på Bøgescenen i myldretiden."
GAFFAs Per Bloch giver tre stjerner med blandt andet følgende ord:
"Denne aften på Smukfest var det et rocket og rodet kapitel i en hovedløst overfyldt bøgeskov, som muligvis kaldes smuk, men det var ikke til at få øje på eller mærke for bare mennesker."
Jyllands-Postens Anders Houmøller Thomsen giver tre stjerner med følgende dom:
"Hit-paraden udeblev, da Prince ville fejres som rock-gud på Smukfest. En fin slutspurt aflyste den helt store skuffelse."
Berlingskes Lars Rix er lidt mere positiv og giver fire stjerner med blandt andet følgende ord:
"Prince sendte den ene formidable solo efter den anden ud mellem bøgetræerne onsdag aften på Smukfest i Skanderborg, men de gode hits druknede i for meget guitarlir."
Ekstra Bladets Henrik Queitsch uddeler også fire stjerner og skriver blandt andet:
"Højst en tredjedel har noget, der blot minder om optimalt udsyn til scenen, mens resten er henvist til storskærme og dårlig, lav lyd. Og det er jo ikke derfor, man går til koncert. Det fører til endeløs asen, masen og skubben samt en masse frustrationer, og da sikkerhedsforholdene på pladsen er stort set ikke-eksisterende, er det egentlig et under, at det endnu ikke er gået helt galt."
Om musikken skriver han blandt andet: "Den 55-årige frontfigur var skam i ualmindeligt veloplagt og funky humør, og han rummer som bekendt mere musikalitet i en enkelt krølle på sin afroparyk end samtlige afgangselever fra landets rytmiske aftenskoler tilsammen, men han kender på godt og ondt ikke begrænsningens kunst. Han lader sig i den grad rive med af musikken, hvilket resulterede i både sublime stunder, men også ørkesløse passager af lir undervejs i løbet af de to timer og et kvarter som forestillingen varede."
Politikens Erik Jensen giver også fire stjerner, men har ligeledes kritiske indvendinger mod publikumsforholdene:
"Det er fint nok at smide mange millioner efter et dyrt hovednavn, som Smukfest har gjort med Prince i år. Men det er alt andet end fint, at man samtidig selv dræber stemningen ved at lukke alt for mange ind for at hive lidt af hyren til stjernen ind igen."
Han fortsætter: "Nok om det. Så til Prince, der for at gøre spot til skam var uhyrligt veloplagt og dårligt kunne få tværet et drenget smil af sit ellers uforanderlige ansigt. Under en for tiden velvoksen afro havde Prince glimt i øjet og i sin gyldne dragt med lange frynser fremstod han som en kloning af Jimi Hendrix. Det er tydeligt, at det 55-årige firserikon fra Minneapolis har genopfundet sig selv på turneen med den kvindelige trio, der egner sig klart bedst til mere intime spillesteder."