Nyhed

Deltag i GAFFA Photo Award 2013 – det er snart sidste chance

Der er stadig åbent for tilmeldinger til årets udgave af GAFFAs store fotokonkurrence

Billede: Sidste års vinderfoto, LSD On CIA taget af Christian Hjorth. Se alle sidste års kategorivindere og finalister i GAFFAs gallerisektion

De bedste billeder af det danske musikliv fra det forgangne år skal findes, og der er stadig åbent for indsendelse af bidrag til dette års udgave af GAFFA Photo Award. Her får unge fototalenter for femte år i træk mulighed for at konkurrere på lige fod med professionelle fotografer, for alle kan indsende deres billeder, uanset udstyr og cv.

Konkurrencen blev afholdt for første gang i 2009 og startede op som et ønske om at øge interessen for musikfotografiet, og noget kunne i høj grad tyde på, at missionen er lykkedes. Sidste år modtog GAFFA ikke færre end 2300 billeder, hvilket begejstrer redaktør Peter Ramsdal:


– Det var helt fantastisk med den store tilslutning år efter år. Det er en fornøjelse hvert år at se den store kvalitet af de mange billeder, vi får tilsendt. Og det er imponerende, hvordan deltagerne på hver sin måde får indfanget magien ved blandt andet at være til en koncert, og det er jo det, konkurrencen handler om; at man virkelig kan indkapsle følelser via sine fotografier, og det synes jeg, folk har formået utroligt flot.

Peter Ramsdal understreger også, at man under bedømmelsen ikke kun ser på, om billedet er taget med den rigtige linse og den bedste blitz. Derimod skal billederne have personlighed.

Ligesom de to sidste år vil man denne gang også kåre et overordnet vinderfoto ud af de fire kategori-vindere, hvor der før kun har været vindere af de enkelte kategorier, og der er oven i købet mere at kæmpe om end blot æren af at have taget et vinderfoto. GAFFA udlodder sammen med sine samarbejdspartnere, Scanpix og X-print, et kontant beløb til fotografen bag "Årets Musikfoto" og gavekort til de øvrige kategori-vindere. Ligesom sidste år afholdes konkurrencen også i Norge og Sverige, hvor GAFFA også udkommer.


Sidder du inde med et eller flere billeder, du har lyst til at indsende til GAFFA Photo Award, kan du indsende sit bidrag direkte via GAFFA.dk/photo fra nu og til og med søndag den 1. september. På denne side kan du også læse mere om regler for deltagelse.

De fire kategorier i konkurrencen er:

Feature


Live

Portræt

Publikum

Se alle sidste års kategorivindere og finalister i GAFFAs gallerisektion

ANNONCE