Nyhed

Marie Key holder førstepladsen

Men får skarp konkurrence af Selena Gomez på ugens hitliste

Ingen fredag på GAFFA.dk uden et hurtigt blik på den forløbne uges officielle albumhitliste - hvor Marie Key (billedet) igen i denne uge indtager førstepladsen med sit succesalbum "De Her Dage." Hun er skarpt forfulgt af amerikanske Selena Gomez, som brager ind på listens andenplads med albummet "Star Dance" - men derudover står de danske navne nu ganske stærkt på ugens liste:

Mens Mads Langer foretager et spring fra sidste uges ottendeplads til plads nummer tre, indtages listens fjerde- og femteplads af henholdsvis Volbeat og Quadron.

Nye på listen er The Rolling Stones med deres digitale liveudgivelse "Hyde Park Live" - optaget ved gruppens nylige koncert i London - og endnu et livealbum i skikkelse af Robbie Williams-udgivelsen "Live at Knebworth." Mens Stones debuterer på en niendeplads, må Williams se sig henvist til plads nummer 37 - adskillige pladser under "Right Place, Right Time" med Olly Murs, der for nylig varmede op for Williams i København.


Til gengæld kan Williams glæde sig over, at opsamlingsalbummet "In and Out of Consciousness" - givetvis i forbindelse med koncerten i Parken - har foretaget et imponerende hop fra sidste uges plads nummer fyrre til en elleveteplads i denne uge.

ANNONCE