Festivalen i Skanderborg lægger ud med tre dage med upcoming bands
Arkivfoto
Så er der åbnet op for præfesten til årets Smukfest. Allerede søndag blev der spillet musik på Kærligheden, og det er igen Live Camp der bliver afviklet, hvor en række bands spiller for branchen og de tidlige festivalgæster, om blandt andet at vinde en plads på næste års Smukfest-program. Kunstnerne er udvalgt af branchefolk, og det gav sidste år et spændende felt af vidt forskellige genrer, og i år ser ikke ud til at være anderledes på den front.
På førstedagen var der både bredde og dybde i grupperne. Vi kom rundt om både det folkelige og det mørke, det hårde og det tyste, det festlige og det reflekterende, og ikke mindst det udadvendte og det indadvendte. Netop den sidste faktor spiller ekstra meget ind, når der skal spilles for et publikum, der ikke kender bandet i forvejen. Og det må man gå ud fra, at de færreste gør på en festival for upcoming navne. Her var det tydeligt, at en frontfigur, der gør ekstra for at involvere publikum virkelig kunne gøre en forskel.
Men uanset hvad Telestjernen kunne have fundet på af tricks, var der ikke rigtigt publikum nok til dagens første koncert til, at han rigtigt havde noget at arbejde med. Det kom der i løbet af dagen, og både A Road To Damascus og Sukkerlyn havde gang i crowd controllen. Det gav dog bagslag for poppunkerne fra A Road To Damascus, da de tydeligt instruerede publikum i at hoppe i omkvædet, hvorefter folk stod pænt stille og ventede på omkvædet.
Der var en dejlig stemning på pladsen, men det var en hård kamp om opmærksomheden imellem musikken og solen og stranden. Deer Bear spillede en rar og stille koncert, og selvom musikken mere lægger op til mørke rum og melankoli, så fungerede det virkelig i de smukke omgivelser. Omvendt var det svært at finde fokus hos Sekuoia, der ikke rigtigt kom ud over skyggen fra sin kasket.
Sukkerlyn stjal festen og smed den direkte tilbage. Pladsen var godt fyldt ud, og den dirrende bas blev holdt stærkt i skak af hurtig rap og trap og stensikker teknik. Absolut dagens bedste affyringskoncert, og en svær en at følge op på, af Nelson Can (billedet), der spillede aftenens sidste koncert. Men det lykkedes for dem at tage det i en helt anden retning og lave en dramatisk og insisterende afslutning på en lang dag. Et band, jeg helt sikkert skal se igen, og det er vel en af grundene til at komme til Live Camp: Man får set en række bands, man ikke ellers ville støde på. Førstedagen gav i hvert fald undertegnede tre koncert-oplevelser, jeg skal følge op på, og at dømme ud fra programmet bliver der mindst lige så mange i de følgende dage.
Læs mere om Live Camp her.
