Nyhed

Smukfest afviser kritik af manglende sikkerhed

Ifølge festivalens talsmand var der ingen problemer under den tætpakkede Prince-koncert

Som vi tidligere i dag har skrevet om, fik gårsdagens Prince-koncert på Smukfest hård kritik af flere anmeldere, der skriver, at festivalen havde lukket så mange ind på pladsen, at det gik voldsomt ud over udsynet og lyden for mange, og at den sammenpressede publikumsmængde kunne have resulteret i farlige situationer.

Festivalens talsmand Poul Martin Bonde afviser dog kritikken:

– Det er måske den største koncert, vi nogensinde har præsenteret, og vi har gjort meget for at rumme flere mennesker, siger Poul Martin Bonde, talsmand for Smukfest til Ekstra Bladet. – Vi har beredskab og 3d-overvågning. Pladsen bliver hele tiden overvåget, og vi kan rykke ind på et øjeblik.


Han tilføjer, at det er vilkårene ved store festivalkoncerter, at nogle publikummer må affinde sig med at se koncerten på lang afstand, på en storskærm.

– Det er lidt en festivals præmis. Alle kan ikke se én scene på en gang. Men hvis det er et must-see, så kom i god tid, lur pladsen af og søg måske et andet sted hen end Bøgebakken, siger Poul Martin Bonde til Ekstra Bladet og tilføjer, at bortset fra, at enkelte publikummer blev hevet ind over hegnet og skulle have vand af vagterne, var der ingen problemer under koncerten.

Ifølge Poul Martin Bonde var der cirka 51.000 personer på festivalpladsen i aftes, både betalende gæster, frivillige, pressefolk med mere, hvoraf en meget stor del altså havde valgt at se Prince.


ANNONCE