Nyhed

Agnes Obel giver ekstra-ekstrakoncert

Den populære sangerinde, sangskriver og pianist giver endnu en dansk koncert til sommer

Agnes Obel skulle have spillet en udsolgt koncert på Det Kongelige Teater den 11. december, men koncerten blev udsat til fredag den 31. maj, da sangerinden og pianisten i efteråret var stærkt plaget af tinnitus. Majkoncerten har også længe været udsolgt, og der blev derfor arrangeret en ekstrakoncert samme sted lørdag den 1. juni. Nu er også den koncert udsolgt, og Agnes Obel har derfor besluttet sig for at give endnu en koncert samme sted søndag den 2. juni.

Agnes Obel sygdom bød samtidig, at indspilningerne til Obels andet album måtte afbrydes. Hun er nu blevet behandlet og er i fuld gang med indspilningerne igen. Albummet udsendes til september og indvarsles med en single i maj. Sangene er i skrivende stund ved at blive mikset.

Agnes Obels debutalbum "Philharmonics" modtog ved udgivelsen i 2010 fire stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev: "'Philharmonics' er fuld af smukke melodier, udmærkede, længselsfulde tekster og formfuldendt klaverspil, og så er Agnes Obels lyse, drømmende stemme en fornøjelse at være i selskab med".


"Philharmonics" oplevede stor publikumssucces og indtog førstepladsen på den danske album-hitliste syv uger i træk. Albummet har solgt firdobbelt platin i Danmark, hvilket vil sige 80.000 eksemplarer. Derudover høstede Obel fem Danish Music Awards i november 2011, heriblandt den prestigefyldte pris for "Årets Danske Album". Også i lande som Frankrig, Benelux-landene og Tyskland har albummet solgt godt, og samlet set er albummet købt i mere end en halv million eksemplarer.

Forsalget til ekstra-ekstrakoncerten er netop startet via www.billetlugen.dk, tlf. 70 263 267 samt i Fona.

 


ANNONCE