Nyhed

Alphabeat og Shaka Loveless spiller live i København i dag

De to popnavne kan opleves i indre København klokken 16

Det nystartede tv-kanal DR3 inviterer til en såkaldt pop op-koncert med Alphabeat (billedet) og Shaka Loveless i indre København i dag klokken 16.
 
De tomme lokaler i det tidligere Daelles Varehus, Nørregade 12, vil i dag mandag klokken 16 være omdannet til en koncertsal. Her vil Alphabeat og Shaka Loveless overraske med en pop op-koncert og forhåbentlig skabe en fest.
 
Dagens koncert er en del af programmet "DR3 Popper op". I programmet følges to hold musikeres udfordring med at finde et fælles musikalsk udtryk uden meget tid til at øve sig og uden viden om, hvor mange publikummer, der dukker op.
 
– Koncerten dukker op på noget utraditionelle spillesteder, hvor musikken forhåbentlig kan sprede glæde hos de forbipasserende. Dagens koncert er blandt andet tænkt som en musikalsk opmuntring på en grå februardag, og næste mandag er koncerten et sted, hvor der nok kan være brug for lidt fornyet energi, siger redaktør for DR3, Julie Schytte Ralund.
 
I "DR3 Popper Op" kommer Alphabeat og Shaka Loveless på en hård prøve, når de forsøger at blande to af deres største hits – det internationale pophit "The Spell" og den danske landeplage "Ikke Mere Tid". Dagens koncert byder i øvrigt efter planen på to andre numre med Alphabeat og Shaka Loveless. Der serveres suppe til det vinterkolde publikum.
 
Koncerten forventes at vare 15 minutter. Næste koncert finder sted mandag den 11. februar, hvor to andre kendte danske kunstnere spiller en pop op-koncert et nyt, indtil videre hemmeligt sted.
 
Programmet "DR3 Popper Op" med Alphabeat og Shaka Loveless sendes lørdag den 9. februar kl. 20.30 på DR3.

ANNONCE