Nyhed

Brad Mehldaus favorit-sangerinde gæster Jazzhouse

Den Joni Mitchell-inspirerede amerikanske sangerinde spiller i morgen under Vinterjazz 2013

Der er ikke mange, der kender Becca Stevens herhjemme, men det vil muligvis ændre sig i de kommende år. For eksempel har New York Times allerede bemærket talentet hos den amerikanske sangerinde. Nu kommer hun så til Danmark og spiller sin første koncert på dansk grund i morgen den 14. februar under Vinterjazz 2013. 

Den New York-baserede sangerinde og sangskriver blander jazz, folk og pop til sin egen personlige stilart, der giver associationer til kollegaen Joni Mitchell. Ud over at synge trakterer hun også guitar, ukulele og ikke mindst det særprægede bolivianske strengeinstrument charango.  

I 2011 udsendte Becca Stevens det roste album "Weightless", og for nylig optrådte hun sammen med den anerkendte jazz-pianist Brad Mehldau i Carnegie Hall, New York. I samme omgang gav Mehldau en varm anbefaling til sangerinden:


"Becca Stevens er en sanger, der kan samme ting, som den unge Joni Mitchell kunne; at kunne ramme en tone med en intonation, der skærer gennem alt. Det er klokke-lignende. Og hun har en jazzsensibilitet i den måde, hun bare går til det på".

Vinterjazz-koncerten foregår på københavnske Jazzhouse, og billetter kan købes gennem spillestedets hjemmeside.

Om Vinterjazz:

Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival med fokus på livejazzen og dens mange tilholdssteder rundt omkring i landet. Et af festivalens formål er at sætte fokus på de mange dedikerede jazzklubber – og samtidig anspore livesteder og musikarrangører i det hele taget til at præsentere jazz og det der ligner i perioden.

Vinterjazz 2013 finder sted den 1.-17. februar i hele landet.


Se Becca Stevens fremføre "Traveler's Blessing":

ANNONCE