Programmet for Tivoli Frihedens sommerprogram er nu næsten komplet
Tivoli Friheden har i dag offentliggjort yderligere fire nye navne til sit Fed Fredag-program, som i forvejen består af blandt andre Alphabeat, Tina Dickow, Mads Langer, Anne Linnet og The Raveonettes. Programmet er nu komplet bortset fra en enkelt kunstner, som vil spille fredag den 14. juni, og som bliver annonceret senere. De fire nye navne er Christopher, Burhan G, Kato og Østkyst Hustlers.
Christopher med det borgerlige efternavn Nissen har kun rundet de 21 år, men har allerede fået en platin- og to guld-certificeringer for henholdsvis 1,8 millioner og 900.000 streams af singlerne "Nothing In Common", "Against The Odds" og "Mine, Mine, Mine". I 2012 udgav han debutalbummet "Colours", og han har vundet Spotifys Innovationspris for at kommunikere nytænkende gennem de sociale og digitale medier.
Burhan G (billedet) indledte sin musikalske karriere i 3. klasse som solosopran i Københavns Drengekor, fortsatte som korsanger for Outlandish og solodebuterede i 2004 med pæn succes. Det helt store gennembrud kom dog først, da han begyndte at synge på dansk, hvilket gav ham to nummer 1-hits i 2010, nemlig "Mest Ondt" og "Tættere På Himlen" i selskab med henholdsvis Medina og Nik & Jay. I 2013 udgiver han sit fjerde album, "Din For Evigt".
Thomas Kato Vitttrup startede sit eget mobildiskotek som 12-årig, begyndte at dj'e på diskoteker som 17-årig og fik sit gennembrud som skabende kunstner i 2010 – som 28-årig – med singlen "Turn The Lights Off" og debutalbummet "Discolized". I 2012 fik han et stort hit med "Never Let U Go" i selskab med selveste Snoop Dogg. Nu er Kato aktuel med albummet "Behind Closed Doors" med masser af gæster, blandt andre Shontelle, Ida Corr og Bent Fabricius-Bjerre.
Nikolaj Peyk, Bossy Bo og Jazzy H alias Østkyst Hustlers begyndte deres samarbejde i 1993 med en rap-føljeton til DR's Børneradio. De fik deres store gennembrud to år efter med endnu en rap-føljeton, "Verdens Længste Rap". Succesen fortsatte i 1996 med albummet "Fuld Af Løgn", der indeholdt hits som "Hustlerstil", "Håbløs" og "Han Får For Lidt" – humoristiske raptekster tilsat bluesrock. Omkring år 2000 gik gruppen hver til sit, men den er siden blevet gendannet ved festlige lejligheder.
Fed Fredag-programmet ser nu ud som følger:
10. maj - Mads Langer
17. maj - Anne Linnet
24. maj - Wafande & EaggerStunn
31. maj - Safri Duo
07. juni – Aura
14. juni – Offentliggøres senere
21. juni - Alphabeat
28. juni - The Raveonettes
05. juli - Infernal
12. juli - Sanne Salomonsen
19. juli - Nabiha
26. juli - Tina Dickow
2. august - Danser med Drenge
9. august - Christopher
16. august - Burhan G
23. august - Kato
30. august - Østkyst Hustlers
Alle koncerter starter klokken 20.
Sæsonkort, der giver gratis adgang til samtlige koncerter og alle åbningsdage kan købes på www.friheden.dk eller ved Frihedens indgange.