Den engelske elektro-singer-songwriter har sit andet album om hjørnet
Den engelske sanger, sangskriver, pianist og elektronikamusiker James Blake har netop offentliggjort, at han udsender sit andet album, "Overgrown", 8. april. Et nummer derfra, "Retrograde", får premiere på BBC Radio 1 torsdag aften den 7. februar klokken 20.30 dansk tid.
Albummet bliver efterfølgeren til James Blakes selvbetitlede og meget roste debutalbum fra 2011. Han har desuden udgivet fem ep'er i perioden 2010-2011.
James Blake spiller, som vi tidligere har nævnt, i morgen fredag den 8. februar som en del af Østdanmarks Indsamlingsshow og fylder kirkerummet i Roskilde Domkirke med sine gribende sange, der blander dubstep, soul, r&b, electronica og meget mere.
James Blake har endnu ikke offentliggjort andre optrædener i Skandinavien i 2013. Og der er noget at glæde sig til. James Blake fik både seks stjerner af GAFFA for sit selvbetitlede debutalbum fra 2011 og for sin koncert på Roskilde Festival samme år. GAFFAs anmelder Jesper Buhl beskrev koncerten som "Sublim, poetisk soul mødte tordnende bas og uforligneligt groove".
James Blake udgør et punktum til listen over 200 artister til Østdanmarks Indsamlingsshow. Blandt dem finder vi de markante dancehall-navne Klumben og Raske Penge, Wafande, EaggerStunn og Kaka med Donkey Sound Band. Et orkester og kor på 50 mand, blandt andet fra Det Kgl. Kapel og Radiosymfoniorkesteret, vil desuden fremføre uddrag af klassikeren Händels "Messias".
Også den dansk-ghanesiske kunstner Dawda Jobarteh, som i sommer spillede på Roskilde Festival, kigger forbi. Han er spået til at blive en af den globale musikscenes kommende stjerner. Dawda Jobarteh forener sin ghanesiske slægts virtuose kora-harpespil med en sensibilitet, der er nordisk og småjazzet. GAFFAs verdensmusikanmelder Torben Holleufer tildelte hans debut "Northern Light Gambian Light" fem stjerner under overskriften "Mesterlig dansk-gambiansk debut".
Billetter til showet sælges på billetlugen.dk inklusive særlig menu fra Meyers Køkken og drikkevarer i løbet af aftenen.