Sangeren har offentliggjort flere detaljer om albummet "The 20/20 Experience"
Justin Timberlake udgav for en måned siden en ny single med titlen "Suit & Tie" med gæsteoptræden af Jay-Z, og ved samme lejlighed afslørede han et nyt musikalsk projekt betitlet "The 20/20 Experience". Timberlake brugte ikke ordet album, men man måtte formode, at det var det, han talte om, og det blev også bekræftet af hans pladeselskab RCA. Musikken er indspillet siden juni 2012, og Timberlake fortalte, at albummet både er inspireret af de kunstnere, han lyttede til som barn og ung og af "nogle nye muser, jeg har opdaget undervejs".
Justin Timberlake offentliggjorde for to uger siden, i videoen til "Suit & Tie", at albummet ville udkomme mandag 18. marts. Nu har han så afsløret coveret og tracklisten. Coveret ses ovenfor, og albummet kommer til at indeholde 10 sange og dermed lidt færre numre end hans to første album, "Justified" og "FutureSex/LoveSounds", der indeholdt henholdsvis 13 og 12 sange.
Tracklisten er som føger:
Pusher Love Girl
Suit & Tie
Don't Hold the Wall
Strawberry Bubblegum
Tunnel Vision
Spaceship Coupe
That Girl
Let the Groove Get In
Mirrors
Blue Ocean Floor
Det nye album bliver Timberlakes tredje soloalbum og hans første siden "FutureSex/LoveSounds" fra 2006.
Justin Timberlake brød igennem i slutningen af 90'erne som sanger i boybandet *NSync og udgav i 2002 det storhittende soloalbum "Justified". Han har i de senere år også arbejdet som skuespiller, blandt andet i filmen "The Social Network".
Justin Timberlake optræder live ved Grammy-showet i Los Angeles søndag den 10. februar og giver umiddelbart herefter koncert i Hollywood Palladium.
Se hele videoen til "Suit & Tie" her