Nyhed

Love Shop afslutter turné på hjemmebane

Jens Unmack & Co. afslutter turnévirksomheden i denne omgang med københavnsk koncert

Love Shop – med Jens Unmack i spidsen – drager på Danmarksturné til foråret, hvor de i april vil ramme fem danske spillesteder i Randers, Grenå, Aarhus, København og Holbæk. Nu har de også offentliggjort en koncert i DR Koncerthuset i hjembyen København – byen, Unmack har besunget i sang efter sang – fredag den 6. september. Ifølge DR bliver koncerten afslutningen på Love Shops turné oven på udgivelsen af albummet "Skandinavisk Lyst", der kom på gaden i oktober. Man kan derfor forestille sig, at de også vil turnere i sommermånederne på landets festivaler.

"Skandinavisk Lyst" modtog fem ud af seks stjerner i GAFFA fra Jan Opstrup Poulsen, der blandt andet kommenterede: "Og på trods af et par halvsløje sange formår Love Shop at løfte deres eget bundniveau på "Skandinavisk Lyst". Det slår gnister i kærlighedsbutikken, der byder på en overflod af iørefaldende popsange."

Udgivelsen af "Skandinavisk Lyst" blev fulgt op af en turné med velbesøgte koncerter i efteråret, og GAFFAs Simon Nikolaj Haldbo var med, da Love Shop gæstede Posten i Odense den 15. november. Haldbo kvitterede med fire stjerner og skrev: "Selvom "Skandinavisk Lyst" står glimrende som plade, er det i den direkte konkurrence med Hall og Hassigs Love Shop, at den nye "Love Shop-lyd" for alvor skal stå sin prøve."


Love Shop debuterede i 1990 med albummet "1990" og udgav syv album, inden de besluttede at holde pause i 2004. I 2008 omkom gruppens guitarist Hilmer Hassig på tragisk vis ved en trafikulykke, men de tilbageværende medlemmer fandt herefter sammen og udgav i 2010 albummet "Frelsens Hær". I 2011 døde gruppens mundharpespiller Henrik Hall på lige så tragisk vis af kræft, men bandet kæmpede videre, og i 2012 udgav bandet så albummet "Skandinavisk Lyst".

Biletsalget til koncerten i København begynder mandag den 4. februar klokken 10 via dr.dk/koncerthuset.

 


ANNONCE