Nyhed

Martin Hall udgiver album

Den produktive kunstner udsender soloalbum til foråret

Den særdeles produktive sanger, sangskriver, musiker, forfatter med mere Martin Hall udgiver 2. april albummet "Phasewide, Exit Signs". Albummet udkommer kun et halvt år efter Halls seneste album, "If Power Asks Why", hvor Hall imidlertid "kun" havde skrevet og produceret sangene, der blev fremført af mezzosopranen Andrea Pellegrini og pianisten Tanja Zapolski. Nu er han tilbage i rollen som vokalist, og det er første gang siden 2006, at Hall udgiver et album, hvor han selv leverer alle leadvokaler.

Hall beskriver selv albummet som en musikalsk logbog indspillet i blandt andet Montreal, London og Bruxelles. På pladen har Hall indspillet sammen med flere nye samarbejdspartnere, blandt andre den græsk-engelske pianist Othon Mataragas, der tidligere har arbejdet med navne som Marc Almond, Current 93 og nu afdøde Peter Christophersen fra Throbbing Gristle og Coil. Andre medvirkende på albummet er den danske pianist Linus Carlsen og Funeral Tag Brass Band. Det musikalske udtryk er gennemgående ganske afdæmpet og stedvist bevidst skitseagtigt produceret, blandt andet indspillet med brug af diktafoner og kassettebåndoptagere.

Martin Hall albumdebuterede i 1981 i front for gruppen Ballet Mécanique på udgivelsen "The Icecold Waters of the Egocentric Calculation" og har gennem årene medvirket på cirka 100 pladeudgivelser, skabt teaterstykker og udstilinger, haft en lille rolle i storfilmen "Flammen og Citronen", været dommer i talentshowet "Talent 2008" og udgivet en række bøger af både skøn- og faglitterær karakter. Han er blandt andet kendt for den 700 sider lange roman "Den Sidste Romantiker" fra 2005 og udgav senest bogen "Nostatic!" i oktober 2012, en essaysamling om punk, postpunk, goth, new romantic, industrial og spoken word. Læs mere om bogen her.


Martin Hall giver fire af sine sjældne koncerter dette forår:

- Torsdag den 7. marts, Fængslet, Horsens

- Lørdag den 20. april, Fuglsøcentret i Knebel på Mols


- Torsdag den 25. april, Hofteateret i København

- Lørdag den 4. maj, Kulturværftet i Helsingør

Køb billetter til alle fire koncerter via GAFFA Live.


 

 

ANNONCE