Nyhed

Remix Nephew, Nik & Jay og Alphabeat

Copenhagen Records giver mulighed for, at du selv kan ommøblere selskabets kunstnere – og måske få det udgivet

Går du med en lille remixer eller producer i maven, eller har du længe haft lyst til at ommøblere eksempelvis Simon Kvamm eller Nik & Jay – altså rent musikalsk – er det nu, du skal være opmærksom. Pladeselskabet Copenhagen Records giver dig nu mulighed for at lave dine egne remix af sange fra selskabets mange artister. På CopenhagenBeta.dk kan du nu downloade de forskellige spor fra kendte danske sange, hvorefter du kan lave dit helt eget remix. Det remix, du har lavet, gen-uploader du på sitet, hvor alle andre kan høre det og bedømme det. Og har du lavet et virkeligt godt remix, er der mulighed for, at det i overensstemmelse med den aktuelle artist bliver taget i betragtning til officiel udgivelse.
 
Jakob Sørensen, direktør i Copenhagen Records udtaler:
– Vi har længe haft lyst til at inddrage brugerne endnu mere på Copenhagen Beta, og med Beta Remix gør vi netop det. Langt de fleste personer har allerede teknologien til at lave remix på deres computer, og en del af dem har også evnerne, men alle mangler de spor, de skal bruge. Det giver vi dem nu kvit og frit, og hvis de laver et hit, der bliver udgivet, så er der royaltybetaling, som var man professionel.
 
De første sange, som folk får mulighed for at kaste sig over, kommer fra nogle af Danmarks største navne. Der er tale om Nephew (billedet), Nik & Jay og Alphabeat. Alle spor ligger allerede klar på sitet, og du kan komme i gang her.
 
Beta Remix er lavet i samarbejde med HP, som er Beta Remix' officielle partner, som også står for flere præmier i de remixkonkurrencer, som løbende vil finde sted. Blandt andet er der en HP Spectre Ultrabook™  til en værdi af 11.000,- på højkant til den bedste remixer af Nephews "Klokken 25", som du allerede nu kan finde på sitet.
 
Jakob Sørensen siger videre:
– Drømmen med det her projekt er at nå helt ud til de talentfulde remixere, vi ved sidder rundt omkring i landet og leger på egen hånd. Hvis vi man en dag har et remix fra en af dem, der går nummer 1 på hitlisten , så er hele målet med Beta Remix nået, men mindre kan også gøre det.

ANNONCE