Nyhed

Roskilde offentliggør flere navne

Blandt dagens nye bands er et vaskeægte kultnavn fra 80'erne

Roskilde Festival har i dag på Facebook offentliggjort en stribe nye navne. Helt præcist Dead Can Dance, Efterklang, Foxygen, Savages, SUUNS og Unknown Mortal Orchestra.

Blandt disse navne vil ikke mindst Dead Can Dance (billedet) formodentlig vække begejstring hos en del. Koncerten på Roskilde bliver gruppens eneste besøg i Skandinavien i denne omgang og gruppens første koncert på disse kanter i mange år.

Dead Can Dance alias den australske sangerinde Lisa Gerrard og den engelsk/irske sanger Brendan Perry var et stort alternativt navn i 80'erne og 90'erne. De begyndte som post-punk-gruppe, men udviklede hurtigt deres udtryk til en meget original blanding af post-punk, klassisk musik, verdensmusik og meget mere, kendetegnet ved Lisa Gerrards vidtspændende, dramatiske stemme – ofte syngende på et hjemmelavet sprog – og Brendan Perrys mere traditionelle, engelsksyngende vokal.


Dead Can Dance albumdebuterede i 1984 med et selvbetitlet debutalbum og udgav i alt syv studiealbum, senest "Spiritchaser" i 1996, inden de gik hver til sit i 1998. De blev dog gendannet i 2005 for en turné og fandt atter sammen i 2011. I 2012 udgav de albummet "Anastasis", som GAFFAs anmelder Ras Bolding tildelte fem stjerner under overskriften "De døde danser igen". I den forbindelse gav de også et interview til GAFFA, som du kan læse i vores artikelsektion.

I 1995 udgav Lisa Gerrard sit første soloalbum, og siden opløsningen af Dead Can Dance har både Lisa Gerrard og Brendan Perry udgivet soloplader, og Lisa Gerrard har også arbejdet som filmkomponist. Mest kendt er hendes musik til filmen "Gladiator" fra 2000 komponeret i samarbejde med Hans Zimmer. Filmen gav parret en Golden Globe.

Dead Can Dance udgav alle deres plader inden pausen på det prestigefyldte engelske indie-selskab 4AD, der i 80'erne også udsendte markante navne som Cocteau Twins, Pixies og Throwing Muses og i dag blandt andet er hjemsted for navne som Bon Iver, The National og danske Efterklang. Deres comebackalbum fra 2012 udkom dog på selskabet PIAS.


Dagens øvrige offentliggørelser:

Danske Efterklang har gjort sig bemærket internationalt med fire album, der blander elektronika, håndspillede instrumenter og melankoli til gruppens helt eget udtryk. Gruppens to seneste album er udkommet på ovennævnte selskab, 4AD.

Amerikanske Foxygen har netop udgivet deres debutalbum, "We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic", der trækker på tydelig inspiration fra 60'ernes psykedeliske pop og rock. Gruppen giver i øvrigt gratiskoncert lørdag den 9. februar på Bremen Teater i København som del af Frost Festival.


Savages er en sortklædt pigekvartet fra England, der spiller rå post-punk.

SUUNS fra Montreal blander rock, electronica, krautrock og post-rock.

Unknown Mortal Orchestra fra USA/New Zealand er ligesom Foxygen også inspireret af 60'ernes psykedeliske pop og rock, tilsat lidt soul. Bandet har netop udgivet deres andet album.

Roskilde Festival 2013 løber af stablen den 29. juni-7. juli med navne som Animal Collective, Queens of the Stone Age, Rihanna, Slipknot, Sigur Rós og Volbeat, og billetsalget er i fuld gang via GAFFA Live.

 

ANNONCE